Hvis begrebet graphic novel skal give mening, må den vel kunne rumme og udfolde en historie så kompleks som en roman? Det bekræftende svar på, at det kan lade sig gøre, foreligger i form af David B.’s ’Det store onde’. En fransk tegner og fortæller med det virkelige navn Pierre-Francois Beauchard, som knoklede med sit hovedværk i otte år. Grafisk er dette definerende mesterværk inden for genren ren sort og hvid, men indholdsmæssigt rummer fortællingen alle tænkelige nuancer. Med nådesløs ærlighed fortæller David B. om sit liv med den epileptiske storebror Jean-Cristophe. En sygdom, der omklamrer en hel familie. Det er samtidig en dannelsesroman om fantasiens eksplosive kræfter, et ugraciøst menneskes raseri og en kunstners famlende vej til det personlige udtryk. En fortælling om drømme, fantasmer, ømhed, had, frustration og ikke mindst en mærkværdig rejse igennem den gådefulde lidelse epilepsi og en gruopvækkende vifte af alternative behandlingsformer. Tegneserier kan være mange ting, men de er sjældent dybt bevægende eller menneskeligt udfordrende. Denne tegnede murstensroman er begge dele i en grad, så det ligner en bevisførelse for genren graphic novels’ eksistens som et fænomen adskilt fra tegneserien. Stilen er nært beslægtet med Marjane Satrapis ’Persepolis’, men er i ’Det store onde’ langt mere teknisk raffineret og ekstremt varieret. Den sort-hvide stil er yderst stram, men David B.’s sans for fantasifulde løsninger inden for hans selvvalgte begrænsninger er nærmest endeløs.
Epileptisk genistreg
Lyt til artiklen
