Tidligere på året skrev Søren Vinterberg, at de går og går i norsk litteratur – emnet var Thure Erik Lunds roman ’Ind’, og et par af de andre forfattere, der bekræftede tendensen, var bl.a. Erlend Loe og Dag Solstad med en tidligere beslægtet i Knut Hamsun og dennes ’Sult’. Herhjemme kan vi også være med – aktuelt med Benn Q. Holms ’Københavns mysterier’, hvor der vandres på livet løs. Men tro ikke, at der er tale om én lang lystvandring, hvor der anvendes spadserestok og overskudsagtigt lettes på hatten ved mødet med gamle venner. Sådan oplever arkitekten Paul, den ene af romanens to hovedpersoner, f.eks. en gåtur: »Jeg havde gået siden i formiddags, travet gennem byens vadehav, først i ebbe blandt knirkende barnevogne, pensionister i sneglefart og håndværkere der sad i deres hvide varevogne og blundede, og nu i det stigende mørkes flod hvor bilerne skyllede forbi mig, til knæene, til halsen, jeg var segnefærdig, gået kold, jeg prajede en taxa og opgav min adresse, trist til mode som om jeg var dumpet til en livsvigtig eksamen, og så lod jeg mig synke ned i sædet mens filmen kørte baglæns«. Baglæns er tilbage til dengang, inden Paul mistede sin søn i en brand. Når han ikke traver rundt i gaderne, sidder han nu om natten og fortæller historier til sin afdøde søn, der ligger begravet på Assistens Kirkegård. Historier om det liv, de engang havde sammen, en familie med far, mor og barn, om momentvis gode og decideret dårlige stunder. Om et almindeligt liv, der blev bremset af en ualmindelig død. Kampen for at skabe nyt liv Et helt andet sted i tilværelsen er forfatteren Q, der – i stedet for som Paul at genfortælle et mistet liv – kæmper med at skabe nyt liv. Oven i købet i dobbelt forstand: Hans kone går igennem et kompliceret graviditetsforløb, og samtidig prøver forfatteren Q at puste liv i en romanperson, som han i en slavisk kronologi lader gennemleve faserne fra ung- til alderdom. Indimellem tager Q til Paris for at holde foredrag for danskstuderende på Sorbonne, på skriverefugium nord for New York, går til møder i forfattersammenslutningen PEN om Muhammedtegningerne eller tager til Manchester for at se FCK spille mod Manchester United – alt i alt et almindeligt liv, hvis man altså er en yngre københavnsk forfatter med en række romaner på bagen, hvoraf den ene står over for at skulle omsættes til en søndagsføljeton på DR 1. Men er det nu alt sammen så almindeligt, som det giver sig ud for? Nej, og det er – tror jeg – en pointe i ’Københavns mysterier’. Her er ingen voldsomt stigende eller faldende spændingskurve, og nok er der død og ulykke i romanen, men uden den skarpslebne suspense, der kendetegner tidens mange krimier og plotstyrede romaner. Det er i sig selv ualmindeligt, og hvad er det for en avisklumme – ’Københavns mysterier’ – som Q følger med i? Hvem er mon skribenten, der her skriver i en atmosfære af skæve personager og et København på vrangen? Det unikke ved det almindelige Og hvad er det i øvrigt, der sker med det såkaldt almindelige liv, når man sætter det under lup? Svaret ligger lige for: Så ser man de særegne træk, der gør individer i selv den mest homogene masse forskellige. Det gjorde man bl.a. i Benn Q. Holms to succesfulde kollektivromaner ’Hafnia Punk’ og ’Album’, og det gør man igen i ’Københavns mysterier’, fordi han skriver let og prunkløst og – på lange stræk – godt om det almindelige liv. Det ene øjeblik kan man genkende sig selv og andre – og i høj grad forfatteren selv – i personerne. Det næste øjeblik er realismen så præcis, at stereotyperne udvandes og ’rigtige’ personer får konturer i det tilstræbte overfladiske byliv (måske ligger der her referencer til Dan Turèlls København eller til Herman Bangs københavnerroman ’Stuk’). Fint doseret forfatterreference Den rigtige forfatters – altså Q. Holm – henvisninger til sig selv – bogens forfatter Q – er et velkendt greb, som let kan komme til at tirre den nyfigne læser, der måtte ønske at komme helt ind bag paraderne. Men som han fremstilles her, er han præcis lige så magelig og selvoptaget og familieagtig som mange af de øvrige personer, der bebor både byen og romanen – og selv om undertegnede formentlig er nyfigen som folk er flest, synes jeg, at forfatterreferencen er fint doseret som ét lag i fiktionen. Det er naturligvis en smagssag, om man er i godt selskab med en i bogstavelig forstand så slentrende roman, og der vil muligvis være dem, der finder bogen for overfladisk, måske endda banal, uspændende og almindelig, for, som der står i ’Københavns mysterier’, vi har jo »aldrig haft noget Gulag eller Apartheid« – og dermed er der egentlig ikke noget at skrive om. Men det var der.