Det er sjældent, at en bog rammer så dybt som denne. Hvor man føler sig konfronteret med så grundlæggende moralske spørgsmål, at man er tvunget til at overveje, hvad man bruger sit eget liv på, men sådan en bog er Daoud Haris ’Tolken fra Darfur’. Hari tilhører zaghawastammen, som er et af de folk, der er blevet ofre for krigen i Sudans nordvestlige Darfurprovins. I 2003 vender han tilbage til sin landsby, efter at han i flere år som så mange andre afrikanere har arbejdet i Libyen og i Egypten. Et mislykket forsøg på at komme illegalt ind i Israel for at få et bedre lønnet job sender ham i fængsel i Egypten, og inden han bliver udleveret til den sudanske regering og en uvis skæbne, formår han med hjælp fra familie i England at komme hjem til Darfur uden myndighedernes mellemkomst. Få dage efter hjemkomsten bliver hans landsby udslettet og hans ene bror dræbt af soldater, der er støttet af den sudanske regering. Fast besluttet på at lade verden vide, hvilke forbrydelser der sker i Darfur, ligger det ligefor, at den lokalkendte og sprogkyndige Hari bliver guide og oversætter for FN og udenlandske journalister, fra bl.a. BBC og New York Times. I bogen følger vi ham og hans kamerahold på deres forbudte rejser ind i Darfur til lejre med titusinder af fordrevne og til afbrændte landsbyer, hvor folk har forsøgt at forsvare sig fra trætoppene, men er blevet dræbt og deres kroppe gået i forrådnelse. Fortælleren er dus med læseren Hari og hans BBC-journalister går bogstaveligt talt i en regn af lemmer, der falder ned fra træerne: »Der faldt et ben ned lige ved siden af mig. Lidt længere væk faldt et hoved til jorden med et drøn. Hele den lille skov var gennemsyret af en forfærdelig stank, der skar i øjnene som giftgas. Og så var det kun et varsel om det, vi senere så: 81 drenge og mænd, der lå hulter til bulter oven i hinanden, hakket eller stukket ihjel i de samme angreb«. Hari fortæller historien med hjælp fra to journalister, som var det et brev til en ven. Stilen er simpel og direkte. Bogen indledes med: »Jeg er sikker på, at du godt ved …«, og sådan er det hele bogen igennem. Hari er dus med læseren, han inddrager os, appellerer til vores egne erfaringer, følelser og medmenneskelighed. Han har humor, og han forstår sig på at tale med folk, hvilket gang på gang redder hans eget skind og journalisternes liv. Han er sammensat af lige dele naivitet og snuhed, som gør ham så almindelig og menneskelig, at man straks identificerer sig med ham. Når han ikke kan sove, tegner han de ting, han har været vidne til, sådan som man kender det fra børn. Han hviler så meget i sig selv, tror på sin sag og sin Gud, at han ikke knækker, heller ikke efter ugers tortur i den sudanske regerings fangenskab sammen med en journalist fra National Geographic og deres chauffør. Drabelig virkelighed Undervejs kommer Hari ind på, hvorfor der er krig i Darfur, og til sidst i bogen har han optrykt Menneskerettighedserklæringen og skrevet et appendiks, der kort analyserer den komplekse konflikt. Men det er ikke storpolitikken, der interesserer Hari. Han er tro mod det kald, han følte, da han besluttede at bidrage til at råbe verden op om forbrydelserne i Darfur. Derfor er han mere optaget af, at de sker, end af, hvorfor de sker. »Hvis verden tillader, at indbyggerne i Darfur frarøves deres land og levevis for evigt, vil nye folkedrab finde sted andre steder, fordi det vil blive opfattet som en metode, der virker. Vi kan ikke lade folkedrab virke«. Man kunne føle sig fristet til at sige, at ’Tolken fra Darfur’ er spændende som en thriller, sådan som krimiforfatteren Sara Blædel er citeret for på bogens omslag. Sammenligningen er forståelig, fordi man bedst kan relatere uhyrlighederne og de fuldstændig uvirkelige begivenheder til fiktionen. Men billedet er forkert. Denne bog skal man ikke læse, fordi den er spændende som en thriller. Man skal læse den, fordi den ikke er en thriller. Det er netop en del af Haris heltegerning, at han formår at gøre det abstrakte nærværende og få læseren til at forstå, at det, der er sket og stadig sker i Darfur, er virkelighed.