»Et Individ kan paa eengang være verdenshistorisk berettiget og dog ubeføiet«. Ordene er Søren Kierkegaards og står i ’Om Begrebet Ironi’, og de er slående sande om den skæbne, som Mathilde Fibiger (1830-1872) fik som forfatter og som menneske. Som den første i dansk historie slog hun som blot 20-årig til lyd for kvindefrigørelse, så det kunne høres. Det skete med brevromanen ’Clara Raphael: Tolv Breve’ fra 1850, hvor hun lader den opdigtede penneven Clara Raphael spørge: »Hvad Ret have Mændene til at undertrykke os? thi underkuede ere vi, om end Lænkerne er forgyldte«. Så direkte konfronterede Fibigers fiktionsværk samtiden med spørgsmålet om kvindernes undertrykkelse. Romanen blev af oplagte grunde en skandalesucces og afstedkom en større fejde, som Fibiger ikke gik sejrrig ud af. For hendes eget vedkommende fik røret ret så ubehagelige konsekvenser, hun mistede sit levebrød og blev fordømt af sin familie – og opgav hele forfatterprojektet blot tre år senere. Kvindepolitiske visioner For så vidt var Fibiger ubeføjet – forholdsvis alene og uden anden autoritet end den, hendes pen gav hende. Og alligevel var hun verdenshistorisk berettiget, for så vidt som visse af hendes kvindepolitiske visioner senere fik nyt liv. På dansk grund indledte hun en kamp, der ikke er kæmpet til ende endnu. Denne udvikling foregreb Johan Ludvig Heiberg med sit overordnede verdenshistoriske blik i det skarpe forord, han skrev til ’Clara Raphael: Tolv Breve’, og som sikrede, at det vakte opsigt. Alligevel er det Kierkegaards ord fra ’Om Begrebet Ironi’, der gør os opmærksom på de omkostninger, det har for det avantgardistiske enkeltindivid, der stiller sig i spidsen for udviklingen. Det er den historie, Bodil Wamberg fortæller i sin nye biografiske bog om Mathilde Fibiger, ’Passionsblomsten’: »Hvordan skal den, der er alene, klare sig mod de mange?«, spørger hun. Med stor indlevelse skildrer Wamberg denne ulige kamp og Fibigers offer i ’Passionsblomsten’, som Gyldendal supplerer med en genudgivelse af Clara Raphaels ’Tolv Breve’. Dog uden noter til den gamle tekst, men dem kan man til gengæld finde i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs kritiske udgave af teksten fra 1994, som Lise Busk-Jensen stod for. En officersfamilie i frit fald ’Passionsblomsten’ udfolder en på mange måder interessant familiekrønike om en officersfamilie i frit fald i datidens standsbevidste samfund. Mathilde Fibigers far var kommandør for Den Kongelige Militære Højskole, men blev degraderet og forflyttet i 1835, fordi han var lidt for langt fremme i skoene i forhold til de demokratiske vinde, der blæste fra Frankrig til Danmark i disse år. Den slags slog Frederik VI nådesløst ned på. Familien blev derfor deporteret til Vejle, hvor det kærlighedsløse, men børnerige ægteskab langsomt krakelerede. Ægteparret blev skilt i 1843, hvorpå tiltagende armod, opløsning og tragiske dødsfald fulgte. I 1849 flyttede Mathilde Fibiger fra sin far og papmor og slog sig ned på Lolland som huslærerinde. Det var i disse omgivelser, hun skrev de ’Tolv Breve’ fra Clara Raphael, hvis guvernantetilværelse i provinsen er slående lig forfatterens egen situation. På den baggrund var det vist kun forventeligt, at Fibigers lollandske omgangskreds ville tage hendes svagt fiktive skildringer af provinsens åndelige fattigdom, ulidelige kedsomhed og flove eftersnak fortrydeligt op. Guldalderens store kulturpersonligheder Wambergs skildring går særligt ind på Fibigers forhold til en række af guldalderens store kulturpersonligheder, Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg, N.F.S. Grundtvig og Meïr A. Goldschmidt, samt på forholdet til storesøsteren Ilia Fibiger, der også forsøgte sig som forfatter, og som i bogen fremstår i et lidet flatterende lys. Alt i alt bliver det til en række af dramatisk fremstillede og følelsesmæssigt stormfulde møder, der nok er lidt for meddigtende til min smag. Jeg ville sådan set hellere have hørt mere om det besynderlige konglomerat af tanker og idéhistoriske strømninger, der er vævet sammen i ’Tolv Breve’. Det er for eksempel interessant at se, hvordan Poul Martin Møller (hvis eget kvindesyn fremgår af småstykkerne ’Om Kvindelighed I-III’) og hans eksistentielle kritik af tidens omsiggribende selvbedrag bliver brugt til at tale kvindefrigørelsens sag. Måske er det af den grund en eksistentielt anlagt feminisme, der bryder frem i Fibigers brevroman – hundrede år før Simone de Beauvoir? Men det er et stykke engageret og velskrevet formidling, Bodil Wamberg lægger frem i ’Passionsblomsten’, og man kan håbe, at det vil vække til fortsat interesse for Mathilde Fibigers barske liv og politiske pionerarbejde.