Hvornår er den sproglige gentagelse en berigende finesse, hvornår er den bare banal? Balancen er hårfin, men i tilfældet ’Kontrakten’ er der så mange ’våde fisser’ og ’stive pikke’, at banaliteten mildest talt er til at tage og føle på. Dét kan så være en stilmæssig finte sådan at afseksualisere seksualiteten gennem den enerverende sprogbrug for derved at synliggøre mekanismerne bag – i dette tilfælde de sadomasochistiske magtrelationer mellem mand og kvinde. Og faktisk tror jeg, at billedkunstneren og hypnoseterapeuten Cecilie Rosdahl i denne sin efter sigende anden roman forsøger at køre læseren træt, så den afsluttende historie om en sygeplejestuderende, der giver en spastisk lammet mand en helt særlig julegave står så meget desto stærkere i al sin følelsesmæssige kompleksitet. En leg med roller Men det er en farlig strategi – bevidst eller ej – at gennemspille det ældgamle tema om ydmygelse, straf og belønning i så kedsommelige gevandter, før det psykologiske spil endelig folder sig ud i noget, der løfter sig over klicheen: »Han kan gøre ved dig, hvad han vil«. ’Kontrakten’ er også rent kompositorisk en leg med roller – mindst tre kvindelige identiteter er på spil – uden at lysten til at afdække den ’virkelige sammenhæng’ rigtig trænger sig på. Den dominerende (ramme)fortælling om forlagsredaktøren, der lokker forfatterspiren i fælden med lovning om en romankontrakt, er simpelthen for forudsigelig; selv om deres indledende møde for så vidt har gnist og dramatisk potentiale: De mødes over et blodigt trafikuheld, hun får et trøstende klem på skulderen – og hans visitkort ... Alt kan ske – og meget sker – i den relation, mens den klassiske magtubalance stilles til fri og altså triviel skue. Men så er der som sagt denne vordende sygeplejerske med sine helt egne etiske overvejelser og et snørekorset under kitlen. Hendes kontrakt med partneren – og med livet – er en fortælling værd. Resten er hørt og set både frækkere og farligere før.