Et af de stærkeste afsnit i Johanne Luise Heibergs 'Et Liv, gjenoplevet i Erindringen' - handler om hendes mands, forfatteren Johan Ludvig Heibergs sidste sygdom og død i 1860. Mens han ligger og lider på Bonderup, gården, som deres ven etatsråd Suhr havde stillet til parrets rådighed, spiller naturen med på en uhyre dramatisk måde: Det stormer, så store træer vælter, huset knager i alle fuger, og de fugle, Fru Heiberg satte så højt, først og fremmest storkene, forsvinder. Fru Heiberg træder på en død fisk, og alt, simpelthen alt melder om død og smerte. En fattig pige Fru Heiberg fortæller også om nogle af egnens fattige småbørn, der hjælper hende med at sanke småblomster til den krans, hun vil binde til Heibergs kiste. I erindringerne møder man også en »lille Pige fra Egnen, Julie, en blond, rødkindet lille Pige med klare himmelblaa Øjne«, som Fru Heiberg et øjeblik tænker på at tage til sig, men hun opgiver igen tanken. For hvis hun skal tage et barn til sig - hvad hun senere gjorde - skulle det være forældreløst. Det er Julie ikke. Så Fru Heiberg rejser tilbage til byen uden Julie. Løgnagtig troldunge Men hvad har Julie tænkt og følt? Det melder erindringsværket ikke noget om, men i Lotte Lincks lille roman 'Himlen højt, højt oppe' får læseren at vide, hvad Julie føler ved at se fruen i den fine vogn forsvinde ud af hendes eget ret elendige liv, efter hun havde fået indtryk af, at Fru Heiberg ville tage hende med sig. Nu er Julie ikke et englebarn, tværtimod, hun er mere en troldunge, fræk, løgnagtig og egoistisk. Hun vokser op i et hjem, hvor der ikke er noget at rutte med, hvor der stinker, og hunden og den gamle farmor fjærter, hvis de ikke gør det, der er værre. Ind i dette hjem kommer endnu et barn, en pige Caroline, der har været udsat for virkelig grimme ting, og så handler en del af romanen om forholdet mellem de to piger, og hvad det var, Caroline så engang for længe siden. Feminin trekant Det er svært at have sympati for Julie, men faktisk gør hun vel kun det, som de fleste også ville gøre i den store kamp for at overleve i en barsk, grim og stinkende verden. Trekanten Fru Heiberg, Julie og Caroline er ganske interessant, og læserens sympati forskubber sig hele tiden. Og spørgsmålet om, hvem der er vindere og taber i spillet, bliver ikke klart før til slut. Romanen fungerer langt hen ad vejen, men det er, som om Julies moderne sprogbrug og også handlemåde gør hende en anelse utroværdig. Alligevel kan man ikke slippe hende - heller ikke efter man har lukket bogen i.