Den overordnede intrige i Michael Esper Andersens tredje roman er, at en al-Qaeda-gruppe vil sprænge den danske statsminister og hele hans familie i luften – på grund af ’De ved nok hvad, 1 og 2’. Det er jo ret trivielt, og det bliver ikke bedre af, at denne statsminister ligner den aktuelle lovlig meget. Dertil kommer, at ’Deres egen medicin?’ åbner med et gumpetungt beskrevet møde i Den Islamiske Brigade i Bagdad. Men i næste kapitel er scenen flyttet til Rungsted Kyst, og vi kommer også til både München og Hawaii og San Francisco, og de steder kører det betydeligt bedre. I München, hvor statsministerens egensindige datter studerer og bor på lejede værelser, optræder blandt andet en liderlig husvært og et herligt, folkekomedieagtigt par selvudnævnte, hjertensgode vagtmænd, henholdsvis autist og småt begavet, og hjemme i Danmark besøger vi både en børnehave og en tøffelhelt, der ikke engang kan tage sig sammen til at bede sin kone om at barbere benene. Genrens krav er til fulde opfyldt Han er gammeldags sexist, men får lovlig let forfatterens – og andre kvinders – sympati. Da dette er en spændingsroman (og ikke et karakterstudie), skal Michael Esper Andersen (næsten) ikke høre et ondt ord for de til tider himmelråbende psykologiske usandsynligheder og udviklinger. Han kan virkeligt skrue et plot sammen og få de tråde, han lægger ud i de første kapitler, til at samle sig underholdende og på sin vis logisk i løbet af romanen. Der tages også afstikkere, der decideret ingen steder fører; de skal måske henregnes til de detaljer, der i øvrigt er kælet for, for eksempel lejemorderes arbejdsmetode. Så vidt jeg kan bedømme, er genrens krav opfyldt til fulde. Dialogen, der fungerer fint og slagfærdigt, så længe det er danskere, der taler, kommer til at skurre gevaldigt, når den samme danske sprog- og samværstone er lagt i munden på f.eks. russiske lejemordere og en tysktalende thailandsk frisør. Sørgerligt aktuel international problematik I det hele taget er forfatteren bedst til at fange toner og undertoner i det nære og genkendelige, selv om det er al ære værd, at han forlader parcelhusdanmark og angriber en betændt og sørgeligt aktuel international problematik. Skulle jeg give et sidste råd til Michael Esper Andersen (f.1962), der ikke har en typisk forfatterprofil – produktionsingeniør og MBA med udlandserfaring, teolog og lokofører – skulle det være helt at udrydde de ræsonnerende passager, uanset hvis hoved og mund han lægger dem i. Romanens plot og beskrivelser viser tydeligt nok, hvor forfatterens sympatier og sunde fornuft ligger. Der er stadig plads til finpudsninger, men ’Deres egen medicin?’ er alt i alt en vellykket bog; den viser en stadig mere dreven forfatter, der kan fylde frisk og relevant indhold i spændingsromanens gode, prøvede form.