Ideen er smuk: at rejse ud og bytte gode oplevelser mod gode oplevelser, at forære fremmede mennesker en magisk oplevelse og modtage deres glæde til gengæld. Jesper Grønkjær er en tryllekunstner, som gang på gang er blevet grebet af rejsefeber, og hvad har da været mere oplagt end at tage den gamle kuffert med tricks på ryggen og kaste sig ud i eventyret? Første gang i Kjellerup, senere i Grønland, i Afrika, Indonesien, Peru, USA og Caribien. Uden varsel indleder Jesper Grønkjær modigt sit trylleri midt i en masailandsby, dybt inde i Ny Guineas jungle, på en tømmerflåde ned ad Amazonas eller udklædt som drag i New Yorks natteliv. Som læser er man hver gang lige så spændt som tryllekunstneren på reaktionen fra de forundrede, forskrækkede og herligt begejstrede fremmede. Jesper Grønkjær tegner et billede af sig selv som en både professionel entertainer og en selvsikker, naiv og fandenivoldsk Kjellerupknejt. Bogens højdepunkt er turen ind til »kannibalerne« på Ny Guinea. Grønkjærs magi skræmmer, fryder og gør stormende lykke. Og Jesper og hans rejsefælle Thomas kommer ud af junglen med dyb respekt for mennesker, som lever en så anderledes og barsk tilværelse. »De nød virkelig«, skriver Grønkjær, »at der var nogle, der havde noget med til dem, i stedet for at vi blot var på gennemrejse«. Med hjem havde han også et hit af et billede af sig selv og kammeraten sammen med to stammekrigere, alle fire kun iført ømme penisfutteraler. Et perfekt trick Grønkjær er en åben og underholdende rejsende i magi, men alt for ofte en upræcis, naiv og floskuløs forfatter. Ærgerligt, for i enkelte passager er han faktisk knivskarp, som da han lidt for sent opdager at en luder på Bali har rullet ham. Grønkjær kan bagefter trin for trin beskrive, hvordan han blev narret. Tryllekunstneren må rent professionelt indrømme, at tricket var perfekt udført. Hvis bogens sprog i begyndelsen er komisk, »min nakke var helt stiv, som havde jeg fået en viagrapille i den gale hals!«, bliver det til sidst irriterende, »Tankstationens skilt blafrer knirkende i vinden, mens man kan se Stars and Stribes (sic) vejre (sic) over landskabet«. Engelsk volder også problemer. Nationalparken Big Bend i Texas bliver igennem et helt kapitel til Big Ben. Forlaget Mellemgaards redaktører må være nogle af de mere sjuskede i dansk forlagsbranche. Den (for) lange bog er underholdende, når trylleriet går i gang, og noget af en showstopper, når Grønkjær er almindelig turist eller sidder hjemme i Kjellerup og reflekterer over livet. Den magiske rejsende har en unik historie, men i ’Den magiske rejsende’ når forfatteren desværre ikke op på højde med tryllekunstneren.