Der er nogen, der mener, at faderfiguren er forsvundet engang i det forrige århundrede, og andre, at han er kommet igen, så det forslår. Jan Thielkes nye digtsamling, ’Faderskabsdigte’, er langt fra et bidrag til disse kulturkritiske tumulter, men derimod en lyrisk rapport fra et liv som far i dag, som man snildt kan tage til efterretning. Samlingens 36 digte hænger sammen som en suite, der følger børnenes opvækst fra undfangelse til voksenalder. Men hver enkelt digt er bygget op omkring en enkelt situation, som bliver stående og nærmest hæver sig ud af tiden. Thielke mestrer den overrumplende afslutning, der effektfuldt dementerer den hverdagssituation, som man tror, at man genkender. Som i digtet om familiesammenkomsten, hvor farbroren finder det betimeligt at afsløre hemmeligheden om sin fortid i Frikorps Danmark. Eller i digtet om hverdagen på kontoret, der bliver afbrudt så brat med den chokerende telefonbesked: »Victor fra klassen har hængt sig«. Så står tiden stille. Tidernes hastige henrullen Andre digte folder tiden sammen. Ved at sammenstable forskellige tidsbestemmelser illustrerer Thielke den tidernes hastige henrullen, som alle forældre er bekendt med. I digtene er der mange optageapparater med – kamera og camcorder – til at fastholde tiden, der forsvinder som sand mellem hænderne: »Jeg elsker min kone, mine tre børn, urenes tikken/ Jeg bliver fyrre til foråret/ og der er to dage til/ at det igen er søndag og jeg kan ligge dér// i hængekøjen og være femogtres«. Man er ikke i tvivl om, at situationerne er selvoplevede, men det fine ved Thielkes digte er, at de ikke fortaber sig i det intime. Næsten hver gang lykkes det for dem at forbinde sig med noget alment. Hertil hjælper også, at faderskabstemaet ikke kun er en biologisk, men også en litterær størrelse i Thielkes digte, der som sædvanlig genlyder af et væld af poetiske ekkoer – af blandt andre Bjørnvig, Rifbjerg og Joyce.
Så blev også faderen født
Så står de der, øjnene. Som fiksstjernernat og dag.Åbne og lukkede.
Og som ustyrligst drømmende stolthedi hver enesteaf mine celler:
Der blev lys.
Fra ’Faderskabsdigte’
