I en lang periode havde japanske herskere isoleret landet totalt fra omverdenen. De herskede over liv og død, de tog, hvad de ville have, og opposition fandtes ikke. Lederen var den til enhver tid siddende shogun, kejserens overgeneral, og alle rettede sig efter ham. I paladserne levede et stort antal kvinder. Nogle var udpegede til konkubiner, og de udvalgte blev opvartet af et utal af tjenende ånder. Mens de ventede på at blive kaldt til shogunens leje, drak de te, pludrede og pudrede sig. Hvid hud og grønne øjne Sachi lever i en landsby, der ligger ved hovedlandevejen. Hun er anderledes end alle andre i landsbyen, idet hendes hud er hvid og hendes øjne grønne. En dag er der stor opstandelse, idet en stor karavane langsomt bevæger sig gennem landsbyen, og det er ikke ligegyldige folk, der er på gennemrejse. Det er en kejserlig prinsesse, datter af den afdøde kejser og lillesøster til Himlens søn. Alt bliver virvar, for hvordan skal landsbyboerne takle situationen? Sachis far, der er landsbyens overhoved, beslutter at tage sin kone og datter med til modtagelsen af prinsessen, og da Sachi ser prinsessen, ser hun et spejlbillede af sig selv. I lære som konkubine Prinsessen opdager også Sachi og tager hende med sig – og fra da af bliver Sachis liv et helt andet. Hun lever nu i det kæmpestore palads, er i lære som konkubine, og det attraktive mål er at blive udpeget af selveste shogunen. Men vejen er lang og farerne mange. Hun får følgende råd: »Sørg for aldrig at være alene, rør aldrig din mad, før nogen har smagt på den, hold dig væk fra brønde og høje steder. Alt for mange konkubiner har mistet livet«. Med værdigheden og skønheden i behold En dag ser shogunen hende, han tager hende, han elsker hende, hun ham, men han må drage i krig, han falder, og englænderne og amerikanerne banker på Japans lukkede porte. Kort sagt en tumultarisk krigstid, hvor det gælder om at overleve, men med værdigheden og skønheden i behold. Sachi vandrer mange mil på sine klodssandaler, oplever meget, sulter og venter. Det gamle styre falder endelig fra hinanden, og Japan bliver tvangsåbnet mod omverdenen. Men også i det gamle Japan tåler kærligheden alt, så selv om det varer længe, inden Sachi forstår ordet kærlighed, oplever hun den. En meget lang vandring Det er en meget lang vandring, både Sachi og læseren er ude på. Vi præsenteres for tusinder af forskellige kimonoer, vi ligger på knæ i timevis, vi vandrer og vandrer, men selv om Japan brænder og der sker en mængde uhyrligheder, er der aldrig tale om nogen egentlig spænding. Læseren er ikke et sekund i tvivl om, at det vil gå Sachi godt. Billedet af det gamle, selvisolerede Japan er formodentlig historisk korrekt, men historien om Sachi mangler liv, så på trods af alle de dramatiske begivenheder, kærlighedens lykke og smerte, så rykker det ikke i læseren. Hun får blot lidt ondt i knæene af al den liggen på knæ, som Sachi og alle andre i det kejserlige cirkus må udholde.