De røde sko’ af H.C. Andersen har givet mange børn dårlige drømme. Og så begynder den dog så rart: »Der var en lille pige, så fin og nydelig«. ’De røde sko’ illustreret af Otto Dickmeiss vil give mange børn dårlige drømme. Og så tegner han dog så fint og nydeligt! Det er nemt at se, at her rækker en ældre eventyrdigter hånden frem mod en ligesindet, moderne og alvorsfuld tegner og siger: Tegn! ’De røde sko’ bliver aldrig mere det samme efter den nye billedbogsudgave. Den er – som man siger – definitiv! Det aldrende sprog er bibeholdt Forlaget har valgt at bibeholde det aldrende sprog og ikke forsøgt at forklare ord og gerninger såsom »blanklæder«, »guldkalk« eller hvorfor det er vigtigt at vide om kornet, at »der støvede det lidt«. Historien går mod sin uafvendelige afslutning. Synd og danseglæde og egoisme vinder hos den lille Karen, der må danse i regn og sol, ved dag og nat, »men om natten var det grueligst«. Hvorfor hun skal straffes, og hvordan hun bliver benådet, skal tegneren forsøge at sætte i billeder. Otto Dickmeiss er ikke uvant med at tegne hverken Andersen eller troen. Velkendte virkemidler Han har tillige et arsenal af velkendte virkemidler. De cirkulære tableauer. De store øjne, der kan rumme både angst og fred. De lumske slanger fra Freuds under-jeg. Roserne med torne. Dæmonerne under sengen. Og farverne fra gamle dage. På forunderlig vis lykkes det tegneren at være både nutidig og aldrende på en og samme gang. Og når man har sunket tårerne, er det klart, at anderledes kan det ikke se ud, når det handler om godhed og straf og nåde. Det er sjældent Andersens Gud er så gammeltestamentlig som her. Og det er sjældent, der er så fælles hjerteslag imellem tegner og fortæller. ’De røde sko’ er smuk som en efterårsskov.