Det bedste ved hollandske Jan Siebelinks roman er dens mislykkede forsøg på at forklare hovedpersonen Hans Sievez’ afhængighed af calvinismens sortfrakkede og livsfornægtende lære. Han har en dejlig kone og to børn, han har det gartneri, han altid har drømt om. Han har smag for smukke ting, for blomsternes hede og duggede skønhed og for hustruens. Hvorfor forspilder han alt det, hvorfor lader han sig trække ned? Hvorfor siger han ikke bare nej? Forklaringerne står fra siderne som frø fra springbalsaminer: Hans vokser op i begyndelsen af det tyvende århundrede med en streng, calvinistisk far, der skiftevis i arrigskab og med køligt overlæg forløber sig på sine omgivelser.
Til og med på Hans’ lille kanin. Sådan et barn kan flygte, så langt væk han vil.
