En norsk kunsthistoriker, Viktor Amundsen, opholder sig i et katolsk refugium i Toscana, hvor forskellige mystiske tildragelser tvinger ham til at tænke tilbage på den tidligere kæreste Turids selvmord. Forstyrret af femme fatale Viktors og Turids historie går helt tilbage til barndommen i Trondheim under den tyske besættelse (hvor også forfatteren var barn under besættelsen), og romanens ene spor er en række meget fine og stemningsfulde historier fra dengang. Nutidssporet består bl.a. i Viktors samtaler med en interessant dansk psykiater, som også er gæst i refugiet, og et forhold til en, i næsten bogstavelig forstand, femme fatale, der pludselig forstyrrer refugiets kontemplative atmosfære. Samtalerne med psykiateren konfronterer Viktor med hans forhold til en tidligere universitetskollega, som Viktor opfatter som en småpsykopatisk svækling, der hævner sig på den mere succesrige Viktor ved at chikanere ham på forskellige uappetitlige måder. Åbenlyst urimelig intrige Efterhånden som Viktors historie om forholdet til kollegaen foldes ud, mere end aner man, at Viktor ikke selv har været for god, men ret systematisk har udnyttet kollegaens arbejde til at skaffe sig selv prestige og avancementer. Viktors ophold i Poppi er skildret med en sådan sans for atmosfære og landskabelig skønhed, at man får lyst til straks at slukke computeren og opsøge nærmeste toscanske refugium, men det udvikler sig til noget af et mareridt, da han bliver offer for et komplot, der er så snedigt, kompliceret og ressourcekrævende, at al den troværdighed, som ellers prægede historierne fra barndommens Trondheim og de ondskabsfulde skildringer af universitetslivet, går fløjten. Kan man affinde sig med en åbenlyst urimelig intrige (hvis detaljer dog ikke skal røbes her) er ’Spejlet i Poppi’ udmærket underholdning.

Stiller man større krav til logik og sandsynlighed, bør man læse noget andet.