Hvad laver diktatorer som Gadaffi og Kim Jong Il egentligt, når de altså ikke lige har travlt med at fremstille masseødelæggelsesvåben og forberede terrorangreb mod USA og vesten? Ifølge den engelske forfatter Gill Partington, der har studeret egnsretter, specialiteter og mund til mund overleverede opskrifter i de lande, som George W. Bush har døbt ondskabens akse, er svaret:
De spiser, og de spiser godt. Simple nationalretter Partington har udvalgt mere end 100 opskrifter fra Iran, Irak, Nordkorea, Cuba, Libyen og Syrien, og udgivet dem som en anderledes og underholdende kogebog med titlen ’The Axis Of Evil Cookbook’. Bogen præsenterer både simple nationalretter, der spises hver eneste dag i den jævne del af befolkningernes hjem, festmåltider og spektakulære anretninger, som får mundvandet til at springe på de enerådende ledere. Men ud over opskrifterne, der spænder fra supper og forretter til hovedretter og desserter, er bogen også krydret med billeder, kollager og små kulturelle anekdoter fra de lande, der ifølge Bush og de fleste vestlige ledere huser fjenderne af den frie verden. Kød er en selvfølge For eksempel kan man læse, at befolkningens Kære Leder i Nordkorea, Kim Jong Il, får tilberedt sin favoritfiskeret af udvalgte kokke fra Japan, der til lejligheden bliver fløjet ind i landet - og det selv om der er en dokumenteret mangel på fødevarer i Nordkorea, får Mange af opskrifterne indeholder som en selvfølge kød, men Gill Partington, der i øvrigt selv er vegetar, har tænkt på det hele, og giver alternativer til den ikke-kødspisende del af læserne. Vil man for eksempel kaste sig ud i en nordkoreansk gryderet med hund, så kan man faktisk med fordel vælge at bruge svampeproduktet quorn i stedet for hund. Udover at man, som der står i opskriften, slipper for at sætte tænderne i sit kæledyr, så sparer man også over en time i køkkenet, som er den tid, en middelstor hund skal simre ved lav temperatur. Irakisk variation af ungarnsk gullasch Men hverken hund eller oksetunge som ingrediens skal man lade sig afskrække af, for har man lyst til at prøve kræfter med de eksotiske opskrifter og smage de måltider, som de seks befolkninger sætter til livs, når rationeringsmærkerne slår til og importen ikke er ramt af handelsblokade, består langt de fleste retter af råvarer og krydderier, der er mulige at opdrive i enhver europæisk og amerikansk storby med et bare nogenlunde velassorteret udvalg af grønthandlere og asiatiske supermarkeder. Det vil nok forekomme de fleste, der er vokset op på vores vestlige breddegrader, fremmed at gå i gang med en mnazellah-ret, men trods det knap så mundrette navn, er det bare en irakisk variant af ungarsk gullasch – og så kan man jo godt overraske sin arabiske nabo, næste gang man inviterer ham på et hjemmelavet måltid mad.
