Scenen for handlingen i ’Judaskysset’ udgøres af en halvstor dansk provinsby, der både har et politi med traditionelt indbygget hierarki, et løsgående missil af en privatdetektiv, den skaldede detektiv Dan Sommerdahl, og en streng kristen menighed, udspaltet af Jehovas Vidner. Sektens medlemmer bliver uden nåde og barmhjertighed udstødt, hvis de overtræder sektens dekorum. Endvidere huser byen og dens omegn flere midaldrende kvinder, som er på udkig efter en attraktiv, og helst også smuk, yngre mand, der både vil beundre dem og tilfredsstille dem erotisk. De er derfor oplagte jagtemner for den unge, attraktive og opfindsomme mand udstyret med de smukkeste elskovsøjne, som viser sig på scenen, når kvinderne har penge, og flere af romanens enlige kvinder har faktisk penge, oven i købet mange penge, nemlig gedigne formuer, vundet i internationale spil. Den attraktive unge mand med de smukke øjne, som arbejder under skiftende navne, har på en eller anden måde kendskab til disse formuer, og han dukker så meget belejligt op, kurtiserer damerne – en ad gangen – og damper efter en tid af med deres penge, for de har været så torskedumme at overføre dem til konti, som han skaffer sig adgang til. Han er kort sagt en slubbert. Men en slubbert med andre og overraskende sider, som læseren dog først langt henne i bogen får kendskab til.
Langt omkring og ud i verden En af de bedragne kvinder har foretrukket at gå til Dan Sommerdahl frem for til politiet, derfor er han inddraget. Undervejs sker der et makabert mord, en ung mand ligger nærmest sønderflænget og med hovedet kvast af en tung gammel computerskærm. Dan Sommerdahls opklaringsarbejde fører ham langt omkring og ud i verden, men sætter ham også i forbindelse med den figur, der er romanens bedst tegnede, nemlig en beskeden lille mand, medlem af den kristne menighed, som ordner al det papirarbejde, der hører med til at tømme bankkonti, skaffe falske pas, visa m.v. Læseren følger både den smukke skurk i hans forskellige forklædninger, den lille kontormand, politiets fumlerier, Dans skænderier med både sin kone og politivennen. Der er bid og vid i personbeskrivelserne, tidssignalementet er præcist, så man er som læser vældig godt underholdt. Og Anna Grue demonstrerer overbevisende, at man heller ikke her skal skue hunden – her forbryderen – på hans farvede hår. Anna Grue har det forfatterfortrin, at hun har et sprog, der får personerne til at leve, situationerne til at glimte, og som gør læseren gladere end ved læsningen af mange andre såvel danske som udenlandske krimier.