At Danmark gennem hele Anden Verdenskrig havde et funktionsdueligt gesandtskab i Berlin bemandet med flere diplomater, kontorfolk m.v., kom bag på anmelderen.
Men det havde vi, og den lille og, man må vel sige, meget tapre flok gjorde dels, hvad den kunne for at hjælpe strandede landsmænd, dels indberettede den til København, hvad der skete i Nazityskland. Det er denne lille flok danskere, som skildres i Bodil Steensen-Leths roman ‘Fem år i Berlin’. Oplysningerne om gesandtskabets indsats bygger på samtaler med Bodil Steensen-Leths svigerfar, som var legationsråd i Berlin krigen igennem. Steensen-Leth eller blot Steensen, som han kaldes i romanen, var erklæret anti-nazist, og det var der mange flere både i det diplomatiske og det almindelige tyske system, som var, hævder romanen.
