I sine romaner retter Peter Carey gerne en tak til sin kone Alison Summers. Det gør han ikke denne gang. Til gengæld har hun fået en bitter birolle i ’Tyveri’, hvor hun, ’Sagsøgersken’, har snuppet både indbo og fælles søn efter en stormfuld skilsmisse. Og hvad kommer det så os læsere ved, at forfatteren og hans kone er blevet skilt efter 20 års ægteskab, og at Carey (selv om han nægter det) hænger hende ud i romanen? Jo, det giver en ekstra dimension til den smerte og det – meget morsomme, i øvrigt – raseri, der driver hovedpersonen af sted på hans rastløse færd gennem verden som nyskilt, bitter og blanket af. Hendes genmæle har stået at læse i Guardian og New York Times. Fluerne summer Romanens første, og bedste, halvdel foregår der, hvor Peter Carey selv er opvokset – Outbach Australia. Her møder vi hovedpersonen, kunstmaler og slagtersøn Michael ’Butcher’ Bones, i et pælebygget landsted, som han har lånt af sin mæcen. Han er netop ude af fængslet for at stjæle de malerier tilbage, der endte hos konen i bodelingen, og nu sidder han her ude, hvor vombatterne vender med sin 110-kilo tunge sinke af en bror, som han er værge for. Fluerne summer og sætter sig i malingen, færistene klaprer, landsbyboerne er værre end dem i Sønderjylland, og en forbrydelse er under opsejling. Erling Jepsen ville føle sig hjemme i den her hjemstavnsroman. Lang i spyttet Som William Faulkner har Peter Carey et fabelagtigt blik for små samfund og skæve eksistenser og leverer et fint portræt af den tilbagestående bror Hugh ’Slow’ Bones (med australsk humor kaldet sådan, fordi han er meget hurtig). Den behårede kæmpe med tyrenakken og det blide sind er litterært beslægtet med Lenny i Steinbecks ’Mus og Mænd’ og Benjy i Faulkners ’The Sound and the Fury’, og hans fortællerstemme (brødrene skiftes) er den bedste. I det hele taget er det enfoldige fortællegreb blevet et Peter Carey-brand. ’Tyveri’ når ikke de højder, som for eksempel Careys roman om Ned Kelly gjorde. I sidste del af romanen, der foregår i USA, bliver tonen for newyorker-nærsynet og lidt lang i spyttet. Så hellere ægte spyt fra Slow Bones firkantede hage, når han sidder i sin uundværlige klapstol på Main Street hjemme i Baccus Marsh, Victoria. Smukt ydre og grimt indre Plottet, som kulminerer i den New York’ske kunstverden, er ellers både overraskende og udmærket. Et værdifuldt maleri (af den til lejligheden opdigtede og afdøde kubist Jacques Liebovitz) stjæles fra naboen i den lille australske by, kort efter at kunstnerens smukke svigerdatter har været der for at tjekke værkets ægthed. En mørk og mudret dag ender hun på Bones’ landsted, og så ruller kunstskandalen – og kærlighedshistorien. Mellem kunstmalerbroren og Marlene Cook, som den mystiske blondine med det smukke ydre og det grimme indre hedder, men ikke mindst mellem de, når det kommer til stykket, uadskillelige Butcherbrødre. Humoristisk og rørende Og sådan hvirvles gudsordene fra den australske udørk ind på den internationale kunstscene med forfalskninger, stoffer og mord – buldrende med hovederne forrest som de tyre, deres far, slagteren Blue Bones, slog for panden hjemme i småbyen Bacchus Marsch. Peter Careys ’Tyveri’ placerer sig elegant et sted mellem Fæhunden og Faulkner. Og den litterære rejse med Crocodile Dundee og hans tumpede bror er både humoristisk og rørende.