»Der er en Sjæl i denne Albu«, lyder et berømt vers af Emil Aarestrup, som har været rystende læsning for guldalderens idealister, men ellers har der ikke været megen fokus på den legemsdel i dansk poesi. Før nu, hvor jazz’n’poetry-fænomenet T.S. Høeg sender en samling på gaden med titlen ’Albue’. Danerne til tørre Fra faste udtryk kender man albuen som et ualmindeligt egoistisk led – ’at bruge albuerne’, ’at have spidse albuer’ eller endda ’have rundsave på albuerne’, som man siger om egennyttig og hensynsløs adfærd. Det er netop den, der spiddes i samlingens samfundskritiske digte, som hænger både menneskeracen i almindelighed og »danerne« i særdeleshed til tørre. Med »erigeret langemand« hilser Høeg denne ubøjelige mentalitet og dens uskønne samfundsudtryk. Men der er også et ekstatisk spor i samlingen, der indledningsvis slås an med et ekko af Walt Whitman:
»at synge: kroppen elektrisk«.
