Der er efterhånden gjort utallige forsøg på at finde frem til den historiske Jesus bag evangeliernes og kirkens religiøse Kristusskikkelse. Siden oplysningstiden har den rationalistiske historieforskning afvist kirkens Jesus som en uvirkelig, utroværdig og mytisk figur og heroverfor bestræbt sig på at finde ud af, hvem Jesus ’i virkeligheden’ var, som man siger inden for denne forskningsgren. I parentes bemærket kan jeg oplyse, at det i skrivende stund seneste forsøg på at finde den virkeligt virkelige Jesus nu er på gaden. Det drejer sig om Per Bildes ’Den historiske Jesus’ (Anis 2008). Jesus uden Gud Resultaterne af den uendelige jagt efter den historiske Jesus synes i øvrigt oftere at afspejle forskernes egne fordomme end den historiske person, de er ude efter. I hvert fald har den historiske Jesusforskning ikke gjort noget egentligt fremskridt, men er derimod endt i en lang række komplet uforenelige Jesusportrætter. Forskerne har ment, at den ’virkelige’ Jesus var en jødisk revolutionær, en vismand, en sekterisk dommedagsprædikant, en kynisk livsforsager, en verdensfjern drømmer – eller, ifølge Nietzsche, bare en idiot. Hvad man under ingen omstændigheder har villet acceptere, er kirkens officielle og paradoksale forkyndelse af, at Jesus ikke kun var menneske, men både »sand Gud og sandt menneske«.
Den rationalistiske rekonstruktion består ganske enkelt i at udelade Gud og se Jesus som kun et menneske. Jesus som Gud i kødform Ikke overraskende er Joseph Ratzinger, også kendt som pave Benedikt XVI, utilfreds med denne praksis. Den historiske Jesus, hævder Ratzinger – det er ikke paven, der har skrevet ’Jesus fra Nazaret’ – er umulig at forstå, hvis ikke man medtænker det transcendente perspektiv: at Jesus er Gud i kødet, den inkarnerede Gud, sådan som evangelierne skildrer det.
