Den store skuespillerinde Johanne Luise Heiberg gjorde sig engang i 1800-tallet nogle tanker ved et slambad, og det samme har Hans Edvard Nørregård-Nielsen gjort sig. I optakten til den fjerde af sine ‘tidsbilledebøger’ fortæller han, at han på grund af overvægt og nogle andre dårligdomme er på kur et sted i Norditalien.
Og her hos den dyre italienske doktor bliver han nedsænket i et slambad, måske noget i retning af det, fru Heiberg puttede sig i. I et slambad er man alene med sig selv, for man kan ikke læse, ikke skrive, man kan kun tænke, drømme – og erindre. Og op af det italienske slambad er der vokset endnu en tankevækkende, både smuk, men også stikkende erindringsbuket frem. En nøjsom dag og en bakket vej For Hans Edvard Nørregård-Nielsen hører ikke til dem, der ‘pleaser’ sin samtid, faktisk er der virkelig meget, som er ham imod, især fordi han ikke kan lade være med at sætte nutidens materielle overforbrug op mod den uhyre beskedne, nøjsomme levemåde, som herskede ikke kun i hans hjem i Vestjylland, men i de fleste danske landsbyer. Landarbejdere, småhåndværkere og sågar lærere havde kun lige til en nøjsom dag og en bakket vej, alt sammen noget, som står i grel modsætning til nutidens levevis. Denne modsætning ligger som en dirrende, spændt streng bogen igennem, og hans civilisationskritik er både præcis og skarp. Pragtkøkkener med udstyr til at lave alverdens herligheder, men hvor ejerne ikke har tid til at lave noget som helst, flyvemaskinerne med deres forurenende spor hen over himmelbuen, flugten fra landet, som betyder, at landdistrikterne er ved at lukke og slukke – og ganske mange andre af tidens luner beskrives ironisk bidsk. Genopvækkelse af en gammel levevis Men opgøret med tidsånden er ikke Hans Edvard Nørregård-Nielsens vigtigste ærinde, det er at fremkalde billeder hos sig selv og læseren af det liv, der blev levet på landet i hans barndom for et halvt århundrede siden. Og takket være hans eminente og på samme tid enkle og elegante sprog er læseren med ham ude og inde i hans barndoms Jylland. Nogle steder tager han digterne ved hånden og bruger dem til at hjælpe læseren til at leve med i hans genopvækkelse af en levevis, som antagelig på yngre mennesker må virke lige så langt væk som middelalderens.
