Det vakte skandale, da den unge litteraturkritiker Jørgen Elbek for lidt mere end fyrre år siden sønderdelte den feterede nobelprismodtager Johannes V. Jensens forfatterskab. Hvad der rakte frem til ’Digte’ fra 1906, var ifølge Elbek »sublim nihilisme«. Hvad der fulgte efter, var »positivitet af lavere orden«. Anderledes sagt: Unge Jensen begav sig i uforfærdet slagsmål med den kosmiske intethed og sine egne indre spændinger. Modne Jensen førte sig frem i muskelstærk skjaldepositur med konfirmationssange og rimede vers på en fad bund af Darwin. Hvad var Jensens mål? Skulle det ikke garantere skandalen, havde Elbek og forlaget på bogens forside anbragt et fotoportræt af unge Jensen komplet med lorgnet, stålblik og et kæbeparti som skovlbladet på et lokomotiv. Og på dens bagside den aldrende digter som stivnet maske. Dén fes ind. Nu kommer Anders Thyrring Andersen og Henrik Wivel den miskrediterede Jensen til undsætning. Han var nemlig ifølge de to ikke spor mindre nihilistisk og ikke spor mindre opfyldt af uopfyldelig længsel end den unge styrvolt. For hverken Thyrring Andersen eller Wivel handler det altså om at benægte idealismen i Johannes V. Jensens sene forfatterskab, tværtimod. Jensen er i den grad hele tiden på vej op i noget, spørgsmålet er bare, hvilket mål transcendensen har. Ikke naturen, understreger de, dvs. ikke Darwins udviklingsoptimisme og klodernes kosmiske harmoni, i hvert fald ikke alene. Men hvad så? Erstatningsguder som metaforer Wivel peger på maskinen, dvs. den motorkraft og de kroppens potente forlængelser eller snarere medskabninger, der i lokomotivets, motorcyklens, automobilets, flyvemaskinens skikkelse gjorde unge Jensen ekset af vital teknik- og fremskridtsbegejstring. De er erstatningsguder og som metaforer jo mere end passende for en oprørsk Prometheus. Men pointen er, at de holder sig levende i Jensens digtning, ikke bare som sværmeriske billeder på lysten til at krydse have og give den gas på landevejene, men som brænd- og forsvindingspunkter på eksistensens horisontlinje. Wivels kardinaleksempel, som han fører det vitalistiske spor i Jensens digte frem til, er ’Flyveren’ så sent som fra 1943. Det taler heroiserende om »Flyverdøden – slukt i Knaldet, slettet som et Møl i/ Flammen!« stillet op over for »Forfaldet, Alderdommens Knikken/ sammen«. I den modstilling bliver døden et fremskridtets nødvendige offer og på samme tid en blændende port til livet i større format. Eller kort og godt usvækket »sublim nihilisme«. Sjælens ø Anders Thyrring Andersens læsning tager – i øvrigt ligesom Henrik Wivels – afsæt i et udkast til Jensens berømte erindringsdigt ’Som Dreng skar jeg Skibe’. Her tales der om et sted i Sydhavet »betraadt ene/ af Albatrosser,/ min Sjæls Ø,/ aldrig kom jeg der«. Denne »min Sjæls Ø« er identitetens og selvforglemmelsens sted, men ifølge Thyrring Andersens læsning til stadighed dulgt af forfatterskabets bulder og brag og dobbeltliggende knastaksler. Og hvor er dét så, sjælens ø, som kraftkarlen Jensen ikke vil tale højt om? Det er for det første barndommen, dvs. det, der har været og nu er uopretteligt tabt. Resten er stadig spektakel og jag efter vind. Og så er sjælens ø det sted, som den gennem hele forfatterskabet usvækkede evighedslængsel retter sig mod. Eller mere konkret og som et resultat af Thyrring Andersens litterære detektivarbejde: Sjælens ø er digteren Johannes Jørgensen. Den opdagelse er lidt af et scoop. En rastløs jordisk rejse Johannes Jørgensen, 1890’ernes store symbolist, der dyrkede sjælen så meget, at han til sidst blev katolsk af det, gjorde unge Johannes V. Jensen ellers fyndigt op med. Men tilsyneladende som endnu et besværgende pr-stunt og ikke indvendig. I hvert fald kan Thyrring Andersen dokumentere, hvordan bestemte kerneord, motiver og hele scener fra Johannes Jørgensen gentages og varieres hos Jensen. Og hvordan evighedslængslen, der blev til religiøsitet hos den første, fortsatte som en rastløs jordisk rejse hos den sidste, også langt ud over det skel, som Jørgen Elbek satte i forfatterskabet. Det er inciterende læsning, ad ukendte veje og ind bag lukkede døre, til Jensens hemmelighed, hans Rosebud. Og med den til noget så sjældent som en litterær afsløring. Et kvalt ekko Man kan sagtens finde på ting at diskutere. F.eks. om denne nye-gamle Jensen, den længselsfulde, nu også er så ærkejensensk i modsætning til alle selviscenesættelserne, som Thyrring Andersen skubber ud over bordkanten. Eller om den snarere er endnu én af slagsen. Man kan også spørge, om ikke Elbeks gamle påstand om et skel i 1906 trods alt stadig står uimodsagt. Det var ikke så meget indhold og motiver som »versets syndefald«, dvs. det æstetiske, der fik Elbek til at trække kniven. Hvor der før var spænding, blev der senere proklamation, noterede han i sin bog og fremhævede i øvrigt netop digtet ’Som Dreng skar jeg Skibe’ som et »kvalt ekko« af de berømmede digte fra 1906. Altså stadig med noget af antipoesiens rå kraft i behold, hvad ingen nok så genopstanden Johannes Jørgensen derudover kan tilføre den sene Jensen. Det fremgår indirekte et andet sted i den strålende antologi, nemlig i Anders Ehlers Dams artikel om påvirkningen fra amerikanske Walt Whitman.
Evighedslængslen Han var en af dem, der fik Jensen til at blande poesien med prosa og prosaen med poesi og i det hele taget fylde digtningen med »Fænomenglæde« og »Kendsgærninger« – så længe det varede. Whitman blev nemlig af den modne, nyklassicistiske Jensen verfet ud på samme resolutte måde, som unge Jensen i sin tid havde taget afsked med den katolske Jørgensen. Salutten citerer både Ehlers og for længe siden Elbek. Det er også herlige linjer: »At digte er at overvinde Vanskeligheder, Vers kræver Regelbundethed og et gennemført Rimsystem, alle Linjer rimet, ikke hver anden, som nyere Skoler ofte lader sig nøje med; vil man bestille noget, naar man skriver Vers, eller vil man ikke bestille noget?«. Det er ikke evighedslængslen, der tynger ham her. Eller er det, forklædt som bryskhed?