Man skal som læser ofte tage sig i nakken for ikke at forveksle fortælleren i Janina Katz’ nye bog med forfatteren selv. ’Længsel på bestilling’ er nemlig en roman, ikke erindringer. Janina Katz har dog en del træk til fælles med bogens 65-årige polskfødte forfatter Olga, jødisk og katolsk, barnløs og fraskilt, emigreret til Danmark for længe siden fra det kommunistiske Polen og nu på en slags pilgrimsrejse til Israel, hvor hun »leger turist« og bilder sig ind, at hun er på ferie. Hun opsøger både Auschwitz-arkiver og en gammel barndomsven og urealiseret elsker, nu syg og bitter i det Israel, han elsker og hader. Et minimum af erotisk opmærksomhed Olga får sig en elsker på det billige israelske hotel, hvortil hun kommer år efter år – især fordi hun håber på endnu et knald, også kaldet en hyrdetime, med den meget yngre yemenitiske altmuligmand og familiefar ’Sammy’. Han kommer kun til hendes værelse, når det kan passes ind i dagens arbejde; de taler slet ikke hinandens sprog (godt det samme: dels kom der så i stedet en bog ud af det, hun måske ville have fortalt ham; dels bliver hans næsten-analfabetisme så et mindre problem) – men han er ren og velskabt og lugter godt, og hun er taknemmelig for bare et minimum af erotisk opmærksomhed. Olga dels beslutter, dels erkender, at han bliver hendes sidste elsker, før kroppen lukker og slukker for de følelser. At de visne hibiscusblomster, Olga hver dag som selvvalgt opgave nipper af busken på hotellets terrasse, ikke bliver et demonstrativt symbol, fortæller noget om forfatterens smag og styrke. Elsker Jesus og korsfæster sin mor At romanen hedder ’Længsel på bestilling’ forekommer mærkeligt, al den stund Olgas længsel efter Sammy er såre upraktisk og nærmest ydmygende for hende selv, men hun forstår at leve med sit klarsyn om sin rolle, samtidig med at hun formår at iklæde situationen en vis ynde. (Og hun er selv så fattig, at hun slet ikke opdager, at han fisker efter penge – til sin voksne datter). Skønt hun helst holder sig nær hotellet for at være klar, når Sammy har tid til at besøge hende, tager Olga dog næsten dagligt på udflugt med sin sukkersyge, excentriske og nær suicidale barndomsven, og vi hører både om deres diskussioner og deres oplevelser med andre turister og pilgrimme. Samtidig bakser Olga med de to fiktive, symbolske og mærkelige børn, hun er ved at skrive en børnebog om, og med mindet om sin ekstremt dominerende mor, som hun måtte svigte/løsrive sig fra og derfor føler livslang skyld over for. Ateisten Olga elsker Jesus og korsfæster sin mor. »Jeg var din Pilatus, dine romere, dine skrigende jøder. Jeg, din elskede lille datter«. Lethed i en skæbnetung beretning En stor del af romanen er Olgas portrætter og opmærksomme aflæsninger af hotellets personale og de to fiktive børn, hun har skabt, og som pludselig bliver kønsmodne mellem hænderne på hende. Janina Katz danser ind og ud mellem temaerne og kæder dem egensindigt sammen; hun springer i tid og sted og skaber dermed en lethed i en ellers skæbnetung fortælling om kz-myrdede slægtninge, trang ungdom i det kommunistiske Krakow; ensomt kvindeliv i flere generationer; homoseksuel ægtemand; emigration og fremmedhed, bristede illusioner; egne svigt; ensomhed og resignation, forklædt som flirt. Der er en egen poetisk råhed, eller rå poesi om man vil, over disse levnedsbeskrivelser fra et forskudt liv, der som en ragekniv skraber livsstilsskummet af eksistensen. Den skarphed har kun emigranter.