Når man lever i skammelige tider, falder der skam på en. Sortsynet på vores depraverede, skæve verden er ikke til at tage fejl af; på det punkt er nobelpristageren Coetzee i topform som i hovedværket ’Vanære’. Begrebet dukker endog op igen og igen i den ny bog. Hvem andre i den vestlige verden er så rankt et menneske, at de kan bruge det ord, vanære – og blive taget alvorligt? Deler sig horisontalt Coetzee er en sortepræst, jo tak, men han taler ikke fra et specifikt religiøst punkt.
Han taler fra samvittighedens dybeste kælder, støbt af fælleskristne værdier godt nok, f.eks. om fællesskabets ansvar, vores villighed til at give køb på vores fineste principper i Guantánamo, om vores hysteri mod fiktiv pædofili, om den kultiverede ufølsomhed, der tillader os at holde dyr for at slagte og spise dem. Hver tekst i bogens første del borer dybt i samfundet, mens anden del er deciderede eksistentielle dagbogsnoter om forfatterrollen, om at blive gammel og om sex, skrevet af den aldrende forfatter C. Bogen deler sig også horisontalt:
