Coetzees særegne blandingsgenre ’erindringsroman’ er med ’Sommertid’ nået til bind 3.
Titlen er bidende ironisk, for der er ikke meget fuld blomst eller solbeskinnet lykke over livet, som det skildres. Og det er et spørgsmål, om man overhovedet kan kalde den fiktionsform, han benytter sig af, for erindringer. De er i hvert fald skåret over en anden læst end erindringsromanerne ’Drengeår’ og ’Ungdomsår’, der ’blot’ var fortalt i tredje person. I denne bog tager han endnu et skridt bort fra forestillingen om, at skriften kan være en direkte adgang til fortiden. I bogens rammefortælling er den verdenskendte forfatter John Maxwell Coetzee død, og en engelsk litterat rejser i hans spor for at tegne et billede af nobelprisforfatteren i manddomsårene, før han blev anerkendt. Nyt greb Det bliver til fem fiktive interview med mennesker, der betød noget for ham, og som stadig er i live, og en række efterladte noter fra Coetzees ’egen hånd’.
