I sociologien taler man om det moderne frisatte individ. I litteraturen taler ikke så få stadig om det fortidsbundne individ. Doris Lessing er en af dem, og det uanset hvor frisat fra enhver tradition og dens tankemønstre hun har været i sit vidtforgrenede forfatterskab og sin livsform. I sin nye bog fortæller hun om at være livslangt bastet og bundet ikke bare til sin egen barndom, men desuden til sine forældres kuldsejlede drømme og den baggrund, de ikke kunne frigøre sig fra, og hvis ar satte deres spor gennem hele deres voksne liv og overførtes til deres børn. Forældrenes fysiske og psykiske ar kom fra Første Verdenskrig, der vendte op og ned på deres livsmuligheder. Den gamle krig i erindringen Den næsten 90-årige nobelpristager Doris Lessing, der har betydet så meget ikke mindst for kvindelige læsere i sidste halvdel af 1900-tallet, udgav i 1994 og 1997 sine erindringer, ’Under huden’ og ’Vandring i skygge’. Midt i den første kan man læse: »Jeg er sikker på, at forældrenes uopfyldte drømme og længsler påvirker børnene«. Det er, som om hun nu, 16 år senere, har blæst denne sætning op til en hel roman. I sin nye bog fra 2008, ’Alfred and Emily’, skriver hun: »Jeg tror, at min fars smerte og vrede fra skyttegravene blev en del af mig, da jeg var meget lille, og den forlod mig aldrig. Deler børn deres forældres følelser? Ja vi gør, og det er en arv, jeg gerne ville have været foruden. Hvad nytte gør den? Det er, som om den gamle krig findes i min egen erindring, min egen bevidsthed«. (Min oversættelse). Drømte om liv som landmand Med bogen ’Alfred og Emily’ tager hun hele det omfattende indhold af den gamle udtalelse fra selvbiografien op på en særdeles original måde. Hendes nye bog er nemlig en undersøgelse af forældrenes liv, både som det var, og som det kunne have været, hvis ikke Første Verdenskrig var kommet imellem. Første halvdel af bogen er således en fiktiv historie om Alfred og Emily, det liv, Doris Lessing ville have ønsket for sine forældre. Anden del fortæller, hvordan deres liv rent faktisk formede sig. Doris Lessings far Alfred drømte om et liv som landmand i England. Moderen Emily var forlovet med en læge, som druknede i Den Engelske Kanal, og herefter var hun sygeplejerske for de sårede soldater, heriblandt Alfred, der måtte have sit ene ben amputeret efter granatnedslag i skyttegraven, og som hun giftede sig med. Bristet drøm om et andet liv Senere, som udstationeret embedsmand i Persien, fik han mulighed for at blive farmer i det daværende Rhodesia. Penge til et sted i England havde parret ikke. Bliv rig på majs, lød invitationen, men det blev de aldrig. Drømmen om at komme ’out of the bush’ blev ikke til virkelighed. Emilys kjoler til alle slags selskabelige lejligheder forbliver nedpakket, indtil den unge Doris en dag får lov til at tage dem op af kufferten. Møllene hvirvler op, og de smuldrende kjoler bliver symbolet på den bristede drøm om et helt andet liv. Hvad er det for et liv, Doris Lessing vil give sine forældre i stedet for det, de fik? Et liv med energi og store evner Cricketspilleren Alfred bliver landmand i England, hjulpet af en slags stedfortrædende forældre, og gift med den søde varme Betsy. Emily lægger sig ud med sin far, da hun – i overensstemmelse med virkeligheden – vælger at blive sygeplejerske i stedet for at tage en universitetsuddannelse, hvad der havde været mere passende for en ung kvinde af hendes stand. Hun får sin læge og store kærlighed, men det bliver et overfladisk ægteskab og uden børn, men hun finder sit kald: Af arven efter ægtemandens tidlige død opretter hun progressive skoler for fattige børn. Hun bliver forretningskvinde og pædagog og får et liv, der passer til hendes energi og store evner. Var forældrenes ægteskab en fejltagelse? Det var det nok. I Doris Lessings øjne kom de sig aldrig over de fysiske og psykiske tab, de havde lidt i deres ungdom under Første Verdenskrig. At faderen aldrig blev den, han var før, har Lessing altid været klar over. At det samme gjaldt moderen, er noget, hun først har indset i sin høje alderdom. Hun siger ligeud: »Jeg hadede min mor«. Kendere vil vide det meste I bakspejlet kan hun se, hvordan moderen gjorde hende til læser og skribent, og ikke kun indhegnede hende med sin bitterhed, depressioner og ubrugte evner, selv om hun dengang bare oplevede at blive kontrolleret i en grad, så hun til sidst måtte flygte ud af moderens klør ved at gifte sig. Kendere af Doris Lessings biografi vil vide det meste af dette – bortset fra hendes forståelse for, at det liv, moderen fik, ødelagde hende. Det er nyt, dette store forsoningsarbejde omkring mor-datter-forholdet, der finder sted i denne bog. Grebet i bogen er uhyre interessant. Skildringen af det liv, forældrene kunne have fået i den fiktive del, kaster et mægtigt lys over det, de rent faktisk fik. Foruden omkostningerne for Doris ved at blive en del af dette liv, barnets lod. En livslang proces med at slide sig fri Bogen kan læses som et skrift fra en 90-årig kvinde, der forsøger at gøre ret og skel, mens tid er, og som stadig forsøger at komme fri af ’the monstrous legacy’ – den frygtelige arv. Blikket er nådigt i anerkendelsen af forældrenes rige talenter, der stækkedes af omstændigheder og sygdom. Det er vitalt i erindringen om det afrikanske landskab, moderens pleje af de syge afrikanere, faderens begejstrede udpegning af stjernebilleder i den mørke nat. Og skarpt i sin fastholdelse af erindringen om hendes egen livslange proces med at slide sig fri.