Zebastian Zøllner, hovedpersonen i Daniels Kehlmanns veldrejede satire om kunstlivets parasitter, må være en af de mest irriterende personer, man kan møde i en roman. Opblæst, skruppelløs og fuldstændig uden situationsfornemmelse. En falleret student, der har fået møvet sig ind i kunstens verden og nu giver den som en af de kritikere, der nøjes med at skrive det samme som de andre; bedst altid at være på den sikre side. Som man kender det fra den virkelige verden, har det intellektuelle blålys enorme ambitioner. Zøllner vil være rig og berømt, og derfor vil han, mens tid er, skrive en biografi om maleren Manuel Kaminski, som kan være parat til udgivelse kort efter dennes død. Kaminski kendte både Matisse og Picasso i sin ungdom, han har værker hængende på Museum of Modern Art. Zøllner, hvis kynisme er lige så udviklet som hans sans for namedropping, vil bruge Kaminski som trædesten for sin egen karriere. Til drømmen om velstand og social anerkendelse kommer Zøllners had til en anden kunstkritiker, Hans Bahring.
Snyltende litteraturkritiker Misundelsens sorte energi er der masser af i kunstens verden, med Kaminskis skalp i bæltet vil Zøllner for en gangs skyld kunne komme før Bahring, tror han. Uden at have et forhold til den gamles malerier, ja uden at have et oprigtigt forhold til kunst i det hele taget, opsøger det unge blålys nu den gamle, næsten blinde, kunstner, der bor i et hus oppe i bjergene sammen med sin datter Miriam, der forvalter hans udadvendte relationer. Efter ankomsten starter Zøllners livtag med den gamle mand, som han fuldstændig undervurderer. Den unge journalist tror sig i selskab med en støvet oldsag, som det er nemt at manipulere. Han bliver klogere ... Det var Klaus Rifbjerg, der engang omtalte litteraturkritikeren som en parasit, der lukrerer på de egentligt skabende, forfatterne. Sebastian Zøllner er snylteren over dem alle, gæsten, man aldrig nogensinde håber at se i sit hjem. I romanens kosteligste scene gatecrasher han et middagsselskab, som Kaminski holder for en kreds af familie og nære venner. Hold kæft, hvor skulle den fløs dog have en røvfuld. En roman der kilder lattermusklerne Det ville være en lille forbrydelse at afsløre mere af handlingen i Daniel Kehlmanns lille perle af en roman. Kehlmann, der brød igennem til verdenspublikummet med den fremragende roman ’Opmålingen af verden’ i 2006, præsterer fortællekunst af høj klasse. Hans satiriske portrætkunst er præcis og økonomisk, der ruttes ikke med sproget, hvorfor være lang i spyttet, når man kan sige tingene så præcist med så få ord? ’Opmålingen af Verden’ var beretningen om, hvordan det var for to af Tysklands store videnskabelige genier, Gauss og von Humboldt, at leve med en næsten moderne bevidsthed i en formørket 1800-tals verden. ’Jeg og Kaminski’, der blev skrevet et par år før, er med sin optagethed af, hvad det vil sige at have et kunstnerisk sind og et kunstnerisk talent, en smuk, lige så godt fortalt, forløber. Skarp og morsom. Rart at erfare, at alvorsmanden Kehlmann i den grad evner at kilde sin læsers lattermuskler.