0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et bragende gennembrud 50 år efter

Tage Skou-Hansens debutroman ’De nøgne træer’ om krig og kærlighed, oplevet på dagen, på stedet, i uniform: 29. oktober 1957 – og 2007.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Alle parkeringspladser var stoppet til, da Testrup Højskole ved Odder i mandags holdt seminar om Tage Skou-Hansen i anledning af hans 50-års forfatterjubilæum.

Festsalen var fuld til sidste skammel, 260 sjæle, flest ældre, men der var også mange unge – og højskoleelever i dørene, mens forfatterens forlægger, kolleger i og uden for Det danske Akademi, litteraturforskere, kritikere og teologer talte om – og til – »den omvandrende selvmodsigelse«, romantiker og realist i ét, som Carsten Jensen sagde, det altid »anfægtede menneske«, som Klaus Rifbjerg hyldede.

Peter Vuusts jazzkvartet præsenterede kompositionen ’The Naked Trees’, og der var ikke en lyd, da den 82-årige forfatter læste op fra ’De nøgne træer’. Der var heller ikke mere ilt i salen. En besvimende dame måtte hjælpes ud. Det var en herlig fest.

Min opgave var at fortælle om at opleve debuten på dagen og på stedet. Dagen var tirsdag 29. oktober 1957. Stedet var Vedbæk. Dér boede Tage Skou-Hansen, og dér opholdt jeg mig tilfældigvis, iført Flyvevåbnets gråblå uniform.

Den kolde krig var råkold i de år. Efteråret 1956 havde været højdramatisk med den fransk-engelske besættelse af Suezkanalen og Sovjets terror mod folkeopstanden i Ungarn. Nogle dage i november 1956 troede vi, at vi stod på kanten af tredje verdenskrig.

Men det var også dér, konjunkturerne begyndte at stige oven på efterkrigsårenes smalhals. Den såkaldt ’tavse generation’ fik mæle i litteraturen. 1956 bragte hele 21 debutanter. Kun tre af de nye navne fik blivende plads i litteraturen. De to er døde: Peter Seeberg og Poul Vad. Den tredje er stadig med i højt gear: Klaus Rifbjerg.

De tre’s debutbøger i 1956 gestaltede 50’ernes litterære kontraster: på den ene side Seebergs roman ’Bipersonerne’ med søvngængeruvirkelighed i højartistisk form og Poul Vads digte ’Den fremmede dag’ med kuldslået storbyoplevelse i uringult neonskær. På den anden side den livslystne bypoesi i Rifbjergs digte ’Under vejr med mig selv’. Det var dét klima med de kontraster, Tage Skou-Hansen skrev roman i.

Kulturkrisen afblæses
Da jeg fyldte 18 i januar 1957, fik jeg i gave Georg Brandes’ ’Samlede Skrifter’ og de seks årgange af det berømte tidsskrift Heretica (1948-53). Jeg foretrak Brandes (det gør jeg stadig), men jeg tyrede Heretica forfra og bagfra, med øjnene på stilke.

Jeg husker endnu min undren over Heretica: på den ene side dette opbud af talent, på den anden side al den indeklemte selvkredsning – det, som den svenske fyrtiotalist Karl Vennberg spydigt kaldte »privattungsindets lille møbeludstilling«. Dér hvor det ringede i Heretica, det var i Tage Skou-Hansens essays. Jeg kan dem stadig næsten udenad: hans ’Forsvar for prosaen’, hans hyldester til Pontoppidan og Faulkner, ’Digteren og den dydige filosof’ med den programmatiske knaldperle: »Der maa dog ske noget i livet, før der kan ske noget i kunsten«. Og så i Hereticas sidste nummer i 1953 essayet ’Sheriffen, klovnen og fiskeren’.

Essayets titel spillede på tre aktuelle værker: Fred Zinnemans film ’Sheriffen’ – ’High Noon’, Chaplins film ’Limelight’ og Hemingways roman ’Den gamle mand og havet’. Det var et modigt essay. Her blev en rigtig western – af dem, vi så i Virum Bio, med Gary Cooper og Grace Kelly – lukket ind i de hellige haller og brugt til at afblæse kulturkrisen, der gik på 6. år i Heretica. Her blev ny amerikansk lyd sat op mod det, Rifbjerg forleden kaldte Hereticas »katedralstemning«. Og her nåede en anti-McCarthyistisk protest med i sidste øjeblik i det ellers så apolitiske tidsskrift.

Skou-Hansen var vores mand, i min ven Henrik Stangerups og min kreds. Vi diskuterede hans essays, ligesom vi diskuterede Camus’ bøger og K. E. Løgstrups ’Den etiske fordring’. Men vi var skuffede over, at han kun redigerede Hereticas afløser: Vindrosen – og aldrig selv skrev et ord i det.

Efter studentereksamen – og før jeg begyndte på litteraturstudiet i København – skulle jeg aftjene min værnepligt som menig 326.832 i Flyvevåbnet. Første etape foregik – bogstaveligt – på maven: på maven gennem lyng og vandhuller på rekrutskolen i Gedhus-lejren ved Flyvestation Karup. Det var højst ulitterært – bortset fra, at vores løjtnant havde fået et udtryk på hjernen. Han sagde ikke: nej, men Nixen, bixen, Karen Blixen. »Hr. løjtnant, må der læses på vagtstuen?«. »Nixen, bixen, Karen Blixen«. Selvfølgelig læste vi alligevel.

Jeg vekslede mellem Hemingway, Joseph Conrad og Peter Seeberg. Rekrutskolens to litterære oplevelser var dels, at jeg mødte den store kritiker Jens Kruuse live – på Karup Hotel, hvor han sad og skrev bogen ’Den underlige Harmonie’, dels at Forlaget Arena sendte mig Peter Seebergs nye roman ’Fugls føde’. Hovedpersonen Toms uvirkelighedsfølelse stemte fint med udsigten fra Gedhuslejrens eksercerplads til Flyvertaktisk Kommandos monstrøse grå betonsilo fra tyskertiden.

Man kan ikke tænke sig større kontrast end den mellem Seebergs stiliserede 50’er-uvirkelighed – og så kort efter Tage Skou-Hansens sanselige modstands- og elskovsvirkelighed i ’De nøgne træer’. Det var en del af bogens knaldeffekt.

Tom Kristensens fanfare
28. oktober blev jeg overflyttet fra Gedhus-lejren til Flyvestation Vedbæk med Flyverkommandoen på Henriksholms Allé. Her måtte vi par studenter gennemgå den rituelle kostskolemobning med sammensyede soveposer og vandflasker i sengen. Haha. Så jeg var lidt klatøjet, da vi om morgenen blev kommanderet ned til et pensionat på Olgasvej. Her fik soldaterne morgenmad, da flyvestationen ikke havde kantine, og her vågnede jeg med et brag hin musegrå oktobermorgen.

I Pension Olgas spisestue lå Politiken. Midt i rundstykket slog jeg op på ledersiden og så, at mit idol Tage Skou-Hansen havde udsendt en roman. Den roman, jeg havde drømt om efter at have læst novellen ’Kjeld’ i et gammelt nummer af Heretica. Det var selveste Tom Kristensen, der anmeldte, og rubrik og underrubrik var en fanfare: Enestaaende debut. Stor stilist, klar i tanken, ved alt om sprængstoffer… Det lød jo skønt: jernbanesabotage synkroniseret med kødelig kærlighed. Jeg jublede, da jeg kom til Tom Kristensens konklusion: »Den fineste debut i mange aar«.

Straks vi fik fri, drønede flyversoldaten i jetfart til Vedbæk Station og købte alle aviserne – og hen i boghandelen på Stationsvej og fik bogen. De andre kritikere var lige så begejstrede som Tom Kristensen: Hakon Stangerup i Dagens Nyheder, Emil Frederiksen i Berlingske Tidende, Frederik Nielsen i Social-Demokraten, Thorkild Hansen i Information. »En bog med fremtid i« skrev Thorkild Hansen. Først tre dage efter kom Jens Kruuse i Jyllands-Posten. Anmeldelsen fyldte til gengæld hele hans fredagskronik, og den sluttede sådan: »I fuld og moden forstand har vi nu en realistisk roman i landet«.

Rasmus Modsat
Kort efter hørte jeg, at familien Skou-Hansen boede i Vedbæk, Marievej 12, 2-300 meter fra hvor jeg havde købt bogen. Det gjorde det ekstra intenst for en beundrer. Men fra starten var Vedbæk det optimale sted at læse ’De nøgne træer’: i flyvestationens mandskabsbarak, mellem unge mænd i uniform, i samme alder som romanens personer, med våben i skabene. Den aften, jeg begyndte på bogen, kom Forsvarets Velfærdstjeneste og spillede ’The Glenn Miller Story’ på et klaprende filmapparat i mellemgangen, med ’Moon Light Serenade’ for fuldt udtræk.

Det hele er filtret sammen i min erindring: romanen, Glenn Millers musik, den amerikanske tone. De swinger sammen. Ligesom Skou-Hansen fik ’Sheriffen’, Chaplin, Hemingway og McCarthyismen med i Heretica, sådan spiller ’Casablanca’ – Michael Curtiz’ geniale beredskabsfilm – med i ’De nøgne træer’. Humphrey Bogarts og Ingrid Bergmans afsked i Casablancas lufthavn er jo omsat til Holgers og Gerdas afkald i et blæsende Aalborg oktober 1944, da Gerda og hendes mand må til Sverige – helt til regnfrakken og den lyse dragt. Det gav Skou-Hansen mig ret i for 25 år siden. Og Holger Mikkelsen fortsatte jo som århusiansk Bogart, den charmerende børste og fighter med knudemandsknude på cottoncoaten.

Der er også lidt Hemingway og ’Hvem ringer klokkerne for?’ i det. I anmeldelsen af ’De nøgne træer’ sagde Tom Kristensen, at den unge forfatter var »en stor stilist, modnet gennem haardkogthed« – og derved frigjort fra Johs. V. Jensen og Martin A. Hansen. Tom Kristensen skrev, med hentydning til T. E. Lawrence: »Skou-Hansen er en hel Araber-Lawrence, naar det gælder udtalelser om sprængstoffer, og han er anskuelig som Hemingway, naar det gælder beskrivelsen af et terræn, hvor begivenhederne foregaar. … han er ligesaa klar. Velsignet klar«.

Nu – med Glenn Miller i øresneglen og ’Sheriffen’, ’Casablanca’ og Hemingway på den indre skærm – går det op for mig, at det nye ved ’De nøgne træer’, f.eks. i forhold til Villy Sørensen og Peter Seeberg anno 1957, også er, at Skou-Hansen indgik i dansk åndslivs omslag fra germansk til amerikansk inspiration. Det var det samme året efter med Rifbjergs ’Den kroniske uskyld’ og Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, hvor J. D. Salinger og Co. var omsat til dansk originalitet. Det var den – sene – danske accept af amerikansk kultur, både finlitteraturen og det bedste af populærkulturen, ud i ét.

Det bekræfter Skou-Hansens nøglerolle som Hereticas uimponerede Rasmus Modsat. Han gik bag om arvesynd, afpolitisering og kunstforgudelse til en større virkelighed, også politisk. Han har jo altid gjort tiden med og altid udviklet sig.

Holder til det hele
’De nøgne træer’ blev straks en nyklassiker, oversat til ti sprog og trykt i talløse Tranebogsoplag. Studenten fulgte nysgerrigt, hvordan den blev genstand for fortolkninger i alle vindretninger. Snart læst som århusiansk hjemstavnsroman, snart som moralsk fabel. Titelsymbolet ’de nøgne træer’ blev vredet godt af led i de skiftende vinde.

Den unge teolog Peter Kemp udlagde det sådan, at den etiske fordring kræver en højere instans: »Her bliver det for alvor sagt, at vi må ophøre med at være som den brede bøgeskov, der tror på sig selv – vi må erkende os som nøgne træer med tydelige grene mod himlen«.

For kommunisten Svend Johansen i Land og Folk var romanen et opgør med individualismen, der nu er umuliggjort af »de nye forhold mellem mennesker, som bryder frem … det er en lære, som svider i småborgerskabets sind, ligesom klæder det af og lader det stå som ribbede nøgne træer«.

I 1959, da jeg var sluppet ud af Flyvevåbnets kradsuld og begyndt på litteraturstudiet, skrev jeg en kronik i Information mod de gale hververe, der brugte ’De nøgne træer’ til privatmoralistiske formål – og fik denne hilsen fra forfatteren:

Kære Hans Hertel. Det var ellers en flot kronik, – og tak skal De ha’ fordi De rev bogen ud af den kristelige rottefælde! Mon ikke De omtrent har slidt Deres eksemplar op? Her er i hvert fald et uopskåret med de bedste hilsner fra Tage Skou-Hansen.

Det var så sandt, som det var sagt. Mit eksemplar fra Vedbæk Boghandel havde været lånt ud til slægt og venner, var blevet læst i laser og overmalet med kommentarer, og til sidst havde min søsters hund tabt det i sin vandskål.

Pointen er, at ’De nøgne træer’ holder til det hele: til at blive læst og overfortolket og tabt i hundeskålen. Når man har oplevet den på stedet, bliver den ved at have en særlig aura, fordi den kom med en ny friskhed ind i en klamt indadvendt litteratur.

Den holder også som kunstværk. Hvis mine studerende spørger, om jeg tror, den engang vil glide ud på sidelinjen som bare et tidsdokument, så svarer jeg med min løjtnant i 1957: »Nixen, bixen, Karen Blixen«.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce