Öland – Sveriges svar på Langeland – består for en stor del af kalksten, som på øens midte både mod nord og syd er dækket af uopdyrket græsslette med lave enebærbuske og med betegnelsen Alvaret:
Her kan alle være, altså et fællesareal som en dansk fælled – og ikke at forveksle med allvar, selv om det også kan være ramme alvor derude på steppen. Især når tågen ruller ind fra Kalmar Sund og hele Østersøen som i åbningsscenen her, september 1972, hvor en lille dreng træder ud af mormors og morfars have – og møder en meget stor mand i tågen.
Siden da har ingen set drengen, men tyve år senere er hans mor, Julia, stadig et nedbrudt menneske af uvished – og kronisk sygemeldt sygeplejerske.
Hendes far, Gerlof, som er pensioneret skipper og morfar til den forsvundne purk, er nok på det lokale plejehjem med sin invaliderende gigt, men stadig skarp i pæren og handlekraftig. Gerlof vil opklare gåden, og Julia skal hjælpe ham.
En anden mulig hjælper, en af hans jævnaldrende venner, dør. Men faldt han selv i stenbruddet, eller blev han skubbet?
Aktuel grådighed og hævntørst
På egnen går det rygte – især når der fortælles skrøner i skumringstimen – at en vis Nils Kant, der som ung arving til stenbruddet i 1945 dræbte to tyske soldater på flugt plus en lokal politimand, slet ikke har ligget i sin grav siden 1963, men stadig huserer ude på alvaret. Er han skyldig i både drengens forsvinden dengang og stenhuggerens død i romanens nutid?
I korte kapitler krydsklippes der mellem halvfemser-’nutiden’s opklaringsarbejde og optrævlingen af begivenhederne i fyrrerne og senere, da denne lokale voldsmands liv blev formet af tilfældigheder og uheld og især af hans nærmest medfødte sociopati: Mangel på indlevelsesevne er parret med overudviklet stolthed til en studs og netop kantet facon, der yderligere afsondrer ham fra fællesværdier og i hans egne øjne legitimerer udbruddene af iskold brutalitet.
Men Theorin har mere i posen end denne interessante karakterstudie, der bestemt ikke er forbeholdt fortidige øsamfund. Far-datter-teamet maser sådan på med opklaringen af fortidsgåden, at nye overraskelser kommer for dagen – også om helt aktuel grådighed og hævntørst i det Ölandskab, hvis topografi og sociologi vi får grundig omvisning i. Lige lovlig grundig, ligesom den forklarende psykologi stedvis er demonstrativt pædagogisk.
Holder bedst i teorien
Det er et sindrigt plot, det svenske ’Deckarakademi’ sidste år belønnede den 45-årige manuskriptforfatter og Göteborg-journalist Johan Theorin med debutantprisen for, men det holder nu også bedst i teorien (undskyld!): Eftertankens praksisprøve gør faktisk nogle af personernes tidlige reaktioner noget usandsynlige, set i opklaringens lys.
Men selv om politiromanen fylder meget på tidens krimihylder og ikke mindst de svenske – se BØGERS krimitema den 5. april – ja, så er privatdetektiven altså endnu ikke nogen uddød art. Han er bare flyttet på plejehjem på Öland.
fortsæt med at læse
