Göteborgjournalisten Johan Theorin har fået en flyvende start som kriminalforfatter.

Hans første gyser fra Öland, ’Skumringstimen’, fik Det Svenske Krimiakademis debutantpris, og denne toer fra samme lange ø ud for Kalmar har akademiet ligefrem udnævnt til årets bedste svenske krimi.

Ikke helt uden grund: Theorin fletter fortids dystre hændelser på øen sammen med nutids lyssky gerninger i virkningsfulde krydsklip, der gerne afslutter kapitlerne med en cliffhanger og ikke kender til smalle steder eller fine fornemmelser, når det gælder uhyggeeffekter.

Det spøger på staldloftet
Sidst var det uklart, om en rå børste fra krigens tid virkelig var død eller stadig huserede inde på alvaret, øens uopdyrkede slettelandskab.

Denne gang spøger det på staldloftet i en gammel gård helt ude ved havstokken.

Gården med de to fyrtårne på hver sin høfde, vendt ud mod Gotland i den endnu mere åbne Østersø, er købt af lærerægteparret Joakim og Katrine. De vil renovere den og bo der med de to børn i førskolealderen, men før han rigtig når at slippe jobbet i Stockholm og slutte sig til familien – drukner hans kone ude ved det ene fyr.

Det har sin forklaring i en – nej: to – familiære forhistorier om menneskelig råhed. De historier afsløres i kraft af en tidligere beboers optegnelser – men laaaangsomt.

Enkel psykologi
Psykologisk er Theorins personer nemlig også denne gang uhyre enkle, men til gengæld overtydeligt endimensionale.

Lige fra den ny landbetjent, Tildas, kummerlige kæresteforhold og fortælletrangen hos hendes gamle slægtning Gerlof – der opklarede gåden i forrige bind – og til de lokale indbrudstyve, så fjottede som hos Pippi Langstrømpe.

Om hovedpersonen, Joakim, skal være lammet af sorg eller handlekraftig af hævntørst, har forfatteren haft svært ved at beslutte; og historiens egentlige skurk ved vi intet andet om, end at han formentlig har mødt et spøgelse.

Gespenster er der nemlig nok af: den druknede hustru og en tidligere druknet søster til Joakim – foruden et helt lille hemmeligt kapel fuldt af genfærd fra stedets fortid.

Himmel og jord i ét

Selv har jeg kun erfaret, at der er langt mindre mellem himmel og jord, end de fleste tror, så jeg skal ikke gøre mig klog på parapsykologiske kontakter.

Ej heller på, om det ouija-bræt, som tyvene modtager spiritistisk vejledning fra, virkelig ved egen hjælp kan flytte sig fra landsbyen ud til det hjemsøgte hus i havstokken for at være med til den blodige kulmination julenat, til titelsnestormens voldsomme – og voldsomt forudsigelige – akkompagnement.

Nå, det med brættet er nu kun ét af mange påfaldende sammentræf her, og kan man se bort fra smålige krav til sandsynlighed og fra, at Theorin har svært ved at forklare sine fortællersynsvinkler og ikke just læner sig op ad humoristmedaljen, så afgiver romanen lokalkolorit og uhygge nok til en god aften eller to her i vintermørket.