Göteborg-journalisten Johan Theorins nordisk prisbelønnede Ölandskvartet er nu nået til tredje bind om mystiske hændelser på den langstrakte ø ud for Kalmarsund.
Som i ’Skumringstimen’ og ’Natstorm’ udspiller handlingen sig igen omkring et stenbrud på nordøen og på dens bare kalkstensslette, Alvaret. Her huserer älvorna, elverpiger og -drenge, og i stenbruddet bor troldene, ifølge folketroens vejviser.
LÆS 'NATSTORM'-ANMELDELSE Svensk krimiforfatter har fået en flyvende start
Dén er også vejleder for Vendela Larsson. Efter mange år er hun vendt tilbage til øen for at møde elverne på sine løbeture, væk fra en brovtende, selvoptaget idiot af en mand – og fra sin fortrængte fortid som forhutlet barn ved stenbruddets rand.
Afbrændt pornoproducent
På løbeturene møder hun en anden tilflytter, Per Mörner, der trækkes med en lige så afstumpet far: afdanket pornofilmproducent fra 1970’erne, nu efter en hjerneblødning med stærk afasi og derfor ude af stand til at fortælle, hvem der påsatte mordbranden på den ødegård inde i Småland, hvor filmoptagelserne foregik.
Nu må sønnen tage sig af ham og politiets spørgsmål, samtidig med at han besøger sit kræftramte barn på hospitalet i Kalmar.
Endelig graver også romankvartettens fast genkommende figur, den pensionerede skibskaptajn Gerlof Davidsson, i fortiden ved at læse sin afdøde kones dagbøger – der jo viser sig at rumme en nøgle til en af romanens mere eller mindre behændigt sammenflettede mystifikationer.
Scenografien har sin barske charme
Hans figurer spejler moderne familiemønstres bøvl, men karaktertegningen er stadig overtydelig, hugget i sten
Theorin er en bedre sociolog end psykolog. Hans figurer spejler moderne familiemønstres bøvl, men karaktertegningen er stadig overtydelig, hugget i sten.
Og om man er med på hans flirt med folketro og sjette sanser, er jo en smagssag – som kællingen sagde, da hun kogte suppe på katten.
Men scenografien har sin barske charme, og det lykkes ham at få de spredte skæbnetråde til at mødes i en tilfredsstillende opklaring, ligesom i første og andet bind, der fik hhv. den svenske krimidebutantpris og den skandinaviske krimipris Glasnøglen.
Nogen humoristpris opnår han nok aldrig.
fortsæt med at læse

Svensk krimiforfatter har fået en flyvende start
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.





























