Novalis lod knøsen Ofterdingen sukke af længsel efter poesiens blå blomst, og Shelley besang romantisk den følsomme blomst, ligesom senest f.eks. Peter Waterhouse knytter an til byens elektriske lysblomster.
Blomsten har på samme tid været et arkebanalt motiv og et uopslideligt topos for europæisk, og såmænd også arabisk og asiatisk, lyrik. Hvorfor egentlig? Spekulativt kan vi foreslå, at blomsten vækker intense æstetiske sansninger i kraft af sin lugt og sit udseende; at den er så tilpas lille, at den er egnet som anskueligt emblem (i modsætning til f.eks. blåhvalen, der ikke kan prale af samme poetiske forhistorie), og endelig, at den med sin status af uskrømtet forgængelighed stærkt indkapsler en lyrisk intuition om menneskelivets forgængelighed.
Men blomsten er også ofte degenereret til utålelig banalitet, f.eks. i poesibogens regi, hvor der skal en hel Aidt til at få den til at – tilgiv mig – blomstre igen. Når forholdsvist højkanoniserede norske Øyvind Rimbereid (f. 1966), der nu er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, kalder sin digtsamling ’Herbarium’, bevæger han sig derfor ind i et mildt sagt traderet og overtrasket felt, hvor det gode måske er, at han fra begyndelsen vedkender sig det hengemte og halvdøde, der ligger i ideen om herbariet – de tørre og hengemte planter organiseret efter en art systematik. Som indlysende samtidig er siderne i en florissant digtsamling.
