Lyt til artiklen
Da Linda Olsson debuterede med ’Astrid og Veronika’ vakte den svensk-newzealandske forfatter opsigt med sit stilfærdige og forbløffende færdige talent for at fremmane dybde og stemning i sine personer og det landskab, hun anbragte dem i.
At sætte to kvinder, en ung og en meget gammel, over for hinanden i en fortættet svensk ødeskov og på den måde give nogle uventede spejlinger, var et nyt setup, som virkede overrumplende.
Linda Olsson lod kun glimt af ’Astrid og Veronika’ foregå i sit nye hjemland, New Zealand. Men det er der, hun lader sin bog nummer to, ’Sonate til Miriam’, forankre. Derefter folder hun den halve jordklode ud via den rejse, hovedpersonen bliver sendt ud på.
Fortidens mørke Det er ikke Miriam, for hun dør tragisk som 19-årig, men hendes far komponisten Adam Anker. Adam fik sin datter sent, han var over 40, mens Miriams mor, en svensk malerinde, kun var den halve alder. Miriam har aldrig kendt sin mor, endsige vidst noget om hende.
Også Adam har et mørke, hvor der burde være forhistorie. Vokset op i Sverige, men ikke svensk, med en mor, som mente, fortiden bedst var glemt. Så enkelt er det jo ikke. Hemmeligheder og løgne er, som vi er mange, der har erfaret, en tung byrde.
