Der er tre hovedpersoner i P.O. Enquists erindringsbog, som forlaget ved en fejl, men en sigende fejl, kalder en roman. Den ene er moderen, den anden er faderen. Den tredje er den alkoholisme, der udvikler sig fra slutningen af halvfjerdserne og er tæt på at slå Enquist ihjel. Hvor de skærer hinanden eller skjult bag dem, er han selv. Trods alle afsløringer og pinligheder – udbasuneringer, som det hedder et sted hos ham – lige gådefuld. Næsten lige gådefuld.
Digtermisbruget Moderen er barndommen, taget under ét. Hun bliver alene med ham, da han er 6 måneder gammel. Hun, en lærerløn og Vorherre, der vogter over sjælene i hele det nordsvenske Hjoggböle, men særlig nidkært over lille Per Ola. Der er kærlighed i portrættet af moderen, bestemt, men ikke kun. Hun kunne ellers undskyldes med naivitet, enfoldighed, ’folk på landet’ og ’på den tid’, men det kommer ikke på tale. Man mærker strengheden, nu og da iskulden. Og fordømmelsen, hendes og Vorherres, som har nok af anledninger, men foreløbig er de alle sammen hemmelige: bh-reklamerne på dasset, hovedpinepillerne presset op under overlæben, »digtermisbruget«. Jens Lyn i jordisk udgave Faderen er en slags tomrum, modtageligt for fantasier. På dødslejet skriver han en formaning til sin søn, »bliv en god kristen«, »bliv præst«. Men var det ikke med ført hånd? Faderens hånd, på den moderens hånd og på den igen Vorherres hånd? Faderen blev frelst sent, det åbner et tomrum mere. Før frelsen var der en motorcykel med sidevogn, før den igen en Chevrolet. Faderen var »sjovere« dengang, hvisker en farbror. Men især: Faderen skrev digte, senere brændte hans mor dem. På den måde oplæres Per Olov til den ene side i artighed. Til den anden side står faderen, motorcykel-Chevrolet-digter-faderen. Eller som han kommer til at hedde: »Velgøreren«, »Rejsekammeraten«. Velgøreren er en skytsengel, en himmelsk Jens Lyn, der »i øjeblikke af yderste nød« kommer ham til undsætning. Rejsekammeraten er Jens Lyn i jordisk udgave, en nærværende og fortrolig ven. I begge tilfælde: Han er noget andet at måle sig på end synd, fortabelse og Hjoggböle. Først universitetet, så forfatter DOBBELTHEDEN skal følge Enquist gennem hele livet eller næsten hele livet. Faderen skal blive ved at være denne rejsekammerat, moderen noget, han skal frigøre sig fra. Eller måske snarere: De to tilsammen, moderen og faderen, skal gennem hele hans forfatterliv tjene som billeder på dette tomrum – gåden – i Enquist selv. Noget at fylde ud, noget at skrive på. Erindringerne udtrykker det sådan: Han skal ikke være skovhugger eller skrabe bark i det nordlige Sverige, han skal rejse. Vi følger ham til universitetet i Uppsala i 50’erne, til USA i 60’erne, Berlin i 70’erne, Paris og København i 80’erne. Det er det rastløse hos ham (motorcykel med sidevogn!), op- og fremdriften, det centrifugale. Det gælder også erhvervet, altså ikke i skoven eller på savværket, heller ikke seminariet. Ikke præst, ikke prædikant. Men derimod først universitetet, så forfatter. Kattegrotten - et billede på forsoning Deri ligger en frigørelse. Han er mønsterbryder, som det kommer til at hedde. En lykkelig én, for tænk, at han gør det! Men lykken har en præmis: Når det går godt, når han har succes som forfatter, som skribent, som debattør og medieberømthed, går der hver gang en linje tilbage til det, han kom fra. En tråd vævet ind i mønsteret. Han har et begreb for det: »et indre forankringspunkt«. Hvor stærk forbindelsen er, hvor meget det »indre forankringspunkt« har betydet og stadig betyder for forfatterskabet, forstår man, når man læser erindringsbogen. Den er som en rejse i det. Motiv for motiv, scene for scene dukker det op. At begå synd, at være uopmærksom, at »tage til genmæle«. Det er der alt sammen. »Kattegrotten«, et billede på forsoning og genopstandelse i forfatterskabet, findes også i virkelighedens Hjoggböle. Dobbeltheden »Det grønne hus«, et billede på tabt barndom og identitetsløshed, er der, nu med forhistorie, til og med om rørføringen. Det hele er der, magisk, fortryllende, måske også – i erindringsbogens mere prosaiske og udredende form – affortryllende. Godt, at vi ikke vidste det før eller vidste det så godt. OGSÅ SOM debattør, journalist og dokumentarist gælder dobbeltheden. Sat på spidsen: at han søger udefter for at finde hjem. Eller at han har en meget veludviklet evne til at finde noget af sig selv i næsten enhver historie og i næsten enhver historie et perspektiv, der rækker ud over ham selv. Kulturens historie gennem tre-fire årtier Han tager til USA og oplever borgerrettighedsdemonstrationer og kommer ad den vej til historien om »det svenske traume«, udvisningen af de baltiske soldater, der havde gjort tjeneste i den tyske hær under Anden Verdenskrig, som han skriver om i ’Legionærerne’. Han tager til München i 1972, falder direkte ind i første del af halvfjerdsernes politiske terror og skriver historien hjemme ved moderens køkkenbord. Sporten (man får ikke lov at glemme, at Enquist engang var højdespringer!) er også med, i form af Berlin-opholdet i slutningen af 60’erne, hvor han turnerer fra militante gadekampe til larmende og blodige boksestævner og derfra igen til seksdagesløbenes piften og skrålen. Det er bevægelsernes lange historie – politikkens, idrættens, religionens – spundet ind i det samme mønster og omkring det samme indre forankringspunkt. Læst sådan er erindringsbogen meget mere end Enquists egen historie. Den er en fortælling om kulturens historie gennem tre-fire årtier. I højeste grad stadig levende. Den blinde makker SÅ KOMMER den endelig, alkoholismen, den tredje hovedperson eller en blind makker i Enquists bog. Han hugger sig vej ind mod den – den inderste gåde – med alle romanmesterens sikre greb. Den foregribes i ét væk, bliver til en fortælling i fortællingen, som om »han« – Enquist omtaler sig selv i tredje person gennem hele bogen – har haft retning mod den siden barndommen. Som om den har ventet på ham, måske ligget på lur i tomrummet. Beskrivelsen af først optakten, siden de tre behandlinger, han gennemgår, inden det til sidst lykkes ham at erklære sig som »totalafholdsmand«, som de sagde derhjemme, er stærk læsning. Brutale scener trukket på refleksionens og eftertankens bugtede og knudrede snor. Vi får vel egentlig ingen forklaring på alkoholismen, trods alle foregribelserne, hverken af Enquist-nu eller Enquist-dengang. Forklaringer er der andre i bogen, der giver, det følsomme kunstnersind er jo modtageligt for så meget. Men den bedste forklaring er, at han drikker for meget. Den bedste kur, at han holder op. Genpåstår ved egen hjælp Dog, en slags forklaring er der måske alligevel, for også alkoholismen er jo en del af den dobbelthed, som Enquists liv beskriver, en del af bogens særlige dramaturgiske psykologi: Først skal han ud, så skal han hjem. Og har han ikke noget hjem eller noget »indre forankringspunkt«, må han genopfinde det. Derfor et langt tilløb, som han indleder i Paris, fortsætter i København og i Brighton. ’Optegnelser om det grønne hus’, en nøje kortlægning. Oven på det bygger han så historien op, romanen ’Kaptajn Nemos bibliotek’, komplet med alle rekvisitter og symboler. Han »tager til genmæle«, som det hedder i romanen og igen i erindringerne, mod, ja, mod hvad i grunden? Mod moderen, sandsynligvis, mod en indre uforsonlighed mellem artigheden og den rebelske digterfar? Han »lægger sammen« i hvert fald, genopstår ved velgørerens, men især ved egen hjælp og får »et andet liv«. 6. februar 1990 holder han op med at drikke. Ikke en dråbe siden. Lidt mildere end forgængerne HVOR MEGET af alt det her, symbolernes almægtige redningskrans, der er sandt eller (alene) digterisk sandt, kan ingen afgøre. Måske ikke engang Enquist selv. Han bruger et sted om de allermest alkoholiserede år, årene i København, begrebet »oplevet fiktion«. Et liv, der som Enquists har været gennem roman- og teatermaskinen en 20-30 gange efterhånden, har vel for længst nået det punkt, hvor det kommer ud på ét. Sandt eller digterisk sandt. Som det var, eller som jeg fortæller, det var. Læst på den måde er ’Et andet liv’ ikke så meget en erindringsbog som en digters store fortælling om at rejse tilbage og bjærge sig selv og hele sin historie. En fortælling fuldt på højde med de andre i forfatterskabet, lige så pinefuldt afslørende og diskret tildækkende. Måske lidt mildere end forgængerne, mere rundhåndet. Lettere, ligefrem lettet. Det gik jo.