Det er koldt, og det er mørkt, da Åke Melkersson efter problemer med sin gamle bil – udstødningsrøret er faldet ned – en morgen kommer hen til et forladt autoværksted og finder en mand liggende udenfor i pløret. Manden er både blevet skudt og tydeligvis også kørt over flere gange, så han er blevet totalt massakreret. Det er optakten til den debuterende svenske forfatter Camilla Ceders bredt fortalte krimi ’Frosne øjeblikke’. Det er en roman, der på klassisk vis dels følger nogle politifolks opklaringsarbejde, dels følger en række beboere på egnen både i nutiden og for en række år siden. For det, der skete i begyndelsen af 1990’erne, får, viser det sig, afgørende betydning for en række af de optrædende personer 15 år senere.
En ung pige, My, blev dengang forsøgt voldtaget. Hun fik ved denne modbydelige lejlighed en voldsom læsion i hovedet, som gjorde hende til det, man groft kalder for en grøntsag. Hun ligger udslukt, holdt i en form for liv af hvæsende maskiner, men en nat er der en, som lukker for en af dem, og hun er endelig væk. Ingen gør noget ved dette ‘uheld’, men Mys skæbne ligger, viser det sig, bag de aktuelle drab. Mord og kærlighed Langsomt, meget langsomt, trævler politiet sagen op. Denne kompliceres noget af, at lederen af opklaringsarbejdet falder for den kvinde, der var med til at finde det første lig – der kommer nemlig ét til. Det er en kvinde, der bor alene langt fra alting, og som så frygtelig gerne vil være skribent. Og det er jo ikke så godt, at han – politimanden – falder for hende, der er direkte indblandet i sagen, og som oven i købet gribes i at lyve. Læseren møderen række forkrøblede eksistenser, skildringen af Mys mor er direkte uhyggelig. Disse sære skikkelser opvejes dog af nogle flinke, helt ‘almindelige’ politifolk. Der er bestemt en række udmærkede træk i romanen, man får bl.a. et godt indblik i livet i Udkantssverige, men Camilla Ceder er ikke stødt på det fornuftige råd i den lille håndbog for unge forfattere, at hvis man siger alt, så keder man sin læser. Der er klart for mange sidehistorier, og sceneophobningen er overordentlig stor. Hertil kommer, at nogle af scenerne ingen relevans har for selve hovedhistorien, og som – når de bliver lagt ind i denne meget lange kæde – trækker beretningen om opklaringen af mordet på mændene omkring My ud i noget, der opleves lidt som optakten til uendeligheden.
