Vi er desværre ikke forvænt med italienske krimier på dansk.
Ligesom de franske og de spanske har de italienske en mere flamboyant, frivol og frejdig tilgang til genren end både den nordeuropæiske og amerikanske, blødkogte såvel som hårdkogte, krimi med deres mere nøgterne rationale på stringens og sammenhæng i plot og metode.
Krimien som politisk redskab
Italiens moderne krimikultur hviler frem for alt på sicilianeren Leonardo Sciascia, der allerede 20 år før Sjöwall & Wahlöo brugte krimien som politisk redskab til at kritisere og blotlægge mafiaens blodige og korrumperende netværk i øens politiske liv.
Men igen i modsætning til skandinaver og deres medbragte madpakke langt mere med markant sans for det gode måltid og den lange snak, siestaen, hvor der sludres og sladres om smedens kat og en senators sexliv over en grappa eller to. Fascismen afdækket En anden nulevende øboer, sarderen og historikeren Luciano Marrocu bruger også sine krimier som ideologisk beredskab og afdækning, her af den nære og altid tilstedeværende fascistiske fortid.
Han skriver på en serie om to strømere i mellemkrigstidens Italien, den tykke Carruezzo og den tynde Serra, der ligesom Colin Dexters Morse og Lewis er et både mage og umage par. I ’Fáulas’ er det mest den unge Serra, som er på arbejde. Her i krigsåret 1939 i en sag om mordet på en prominent fascist i en landsby på Sardinien, hvor han samtaler sig ind og ud med de mistænkte implicerede. I ’Debrà Libanòs’ – og i mine øjne mere inciterende – er vi i 1937 i det just erobrede Abessinien/Etiopien, hvor en officer og skørtejæger er fundet skudt i sin bil. Men hvor plottet samtidig er en blotlæggelse af det italienske folkemord på et plan, som faktisk måler sig med nazismens. Charmerende læsning
