Lyt til artiklen
Denne gang skal vi til England for godt et hundrede år siden.
Ud til den lille flække Haselby, hvor magikerbarnet Josephine skal passes hos sin onkel, mens hendes forældre er forvandlede til to træer.
’Den ydmyge amulet’ er første, veloplagte bind i Sascha Christensens ’Humaran’-trilogi. Der er ikke det, der ikke sker!
Ondskabens tango
Josephines onkel og tante har investeret i et stort, gammelt hus, som de vil lave om til hotel. Hvad ingen ved er, at hvert år 28. august ryster bygningen på skuldrene, og fundamentet danser tango. Al den opsparede ondskab bruser frem. Derfor har der været mange beboere i årene, efter at bygherren – selv en stor magiker – i al hast forlod matriklen.
Efterladende mange skumle hemmeligheder. Josephine er selv mini-magiker. Nu kommer hun ind med en hemmelig verden af dæmonjægere og magilovens håndhævere.
Josephine tager det i stiv arm. Efterhånden tænker hun ikke så meget på forældrene. Bare de får vand nok.
Der er en gevaldig opfindsomhed og nye vinkler på fantasyens skabeloner. Der er både hverdag og fest på hotellet. Blandt gæsterne er adskillige, der sejler under falsk flag.
Fantasybordets citronfromage
Og Josephine er ikke altid sikker på, hvem der er til at stole på. Historien har mange intense kampe og øjendueller. Oftest usynlig for de jævne, tedrikkende folk i Haselby.
Der er godt med Agatha Christie over opklaringen, selv om »den ydmyge amulet« bliver ved med at volde kvaler. Der er også noget Lene Kaaberbøl over den selvfølgelighed, hvormed magien spiller med.
