»Hvad betyder det at ’gøre tam’?«, spørger den lille prins en klog lille ørkenræv med usædvanlig lange ører.
»Det bliver alt for tit forsømt. Det betyder at knytte bånd«, svarer ræven og uddyber: »Hvis du gør mig tam, får vi brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig. Og jeg bliver den eneste i verden for dig«.
Nærmere end rævens replik kommer vi ikke den højeste livsvisdom i ’Den lille prins’. Hvis titelperson da også fluks tænker på den blomst, han forlod på asteroide B612: »Jeg tror, den har gjort mig tam«.
På asteroiden var han og blomsten de eneste i verden for hinanden. Nu er blomsten ensom blandt de onde baobabtræers spirer, indtil han vender hjem med det får, der kan æde spirerne – og forhåbentlig ikke blomsten.
En fortælling om ensomhed
Denne fortælling om ensomheden og vores håb om at bryde den, knytte bånd, forsynede piloten og forfatteren Antoine de Saint-Exupéry selv med naiv(istisk)e illustrationer og udgav den i 1943.
Året efter forsvandt han på en soloflyvning over Middelhavet – ikke ulig den lille, lyshårede dreng, som forsvinder ud af fortællingen igen, tilbage til sin ensomme asteroide, da den nødlandede pilot i ørkenen har repareret sit fly.
Bogen fik en blandet modtagelse, før den blev en elsket verdenssucces og nyklassiker: livsvisdom eller klæg sentimentalitet? Kan en bog om ensomheden og døden – et barns død, om også poetisk enkelt fremstillet – være en børnebog? Eller er det betragtninger henvendt til voksne, med en barnlig titelfigur som hjælp – men med en voksen (pilot) som fortæller?
Og behøver det være et enten-eller?
Den anonyme fortæller
Forskel gør det i hvert fald, tag et eksempel: Fortælleren – som jo også er tegneren – er ikke med på én eneste illustration, trods de mange dialogscener.
Voksne, der har set billeder af ’Saint-Ex’, indsætter nok ham og hans nu velkendte skæbne bag fortællerstemmen.
Barnet, der hører historien, vil forestille sig en anonym voksen (eller måske oplæseren) som den person, der møder drengen i ørkenen.
Tegninger af piloten eksisterede faktisk oprindeligt, men Saint-Ex sorterede dem selv fra.
Tegneserieformat
Nu må han se den beslutning overhalet af den højt ansete franske serietegner Joann Sfar (f.1971 og bl.a. ophavsmand til to seriealbum om ’Rabbinerens kat’), der har omsat ’Den lille prins’ til tegneserie.
Ikke alene har han ændret titelfigurens udseende en del, han har også tilføjet en pilot i alle de dialogscener, hvor han før ’manglede’. Fortællingens anden hovedperson har fået ansigt: Saint-Ex’ karakteristiske runde hoved med opstopperen.
Lang optakt og epilog opvejer Sfar ved at springe besøgene på et par småplaneter over.
Men den største frihed tager han sig nok med blomsten: Modsat bogens ganske roseagtige rose er planten her en klart kvindelig blomsternymfe med former og nykker, anbragt i kronbladenes midte. Med dét hunkøn kommer der en tone af ubevidst begær, måske ligefrem ubehag ind i drengens hidtil snarere taknemmelige replik: »Jeg tror, den har gjort mig tam«.
Konkrete billeder
Det nummer med rosen er en kraftig stramning af fortolkningsmulighederne, ligesom forvandlingen fra tekst med spredte illustrationer til lutter tegninger med talebobler er det.
Det vage vemod, der præger bogen, bliver til håndfaste tårer i seriefigurens øjne, nu så store som hos Mathiesens geniale ’Mis med de blå øjne’.
Saint-Ex’ drømmeagtige enkelhed erstatter Sfar med nok så detaljeret, drømmeagtig surrealisme. Oversættelsen følger, om end diskret moderniseret og mere mundret, Asta Hoff-Jørgensens gamle.
Bogen åbner sig fortsat poetisk for flere tolkninger for mig som voksen, end striberne og boblerne gør det. Men serieversionens konkrete billeder er utvivlsomt lettere for børn at fastholde – og stadig overordnet loyale mod tone og tanke i bogen.
Sfar åbner dermed ’Den lille prins’ for et nyt publikum ved at gøre prinsen til sin egen, tage ansvar for ham. Han har gjort den lille prins tam.
fortsæt med at læse
