Hvem drømmer den ikke igen og igen, scenen, hvor toget sætter i bevægelse, og den elskede glider bort, mens afgangsfløjten tuder, og billedet opløser sig i dramatisk damp?
Om ikke andet har filmindustrien sørget for, at afgang og ankomst også er blevet et romantisk anliggende for jernbaneindustrien. Man kan således indvende, at når Trude Marstein omskriver dette klassiske forsvindingsnummer i sin åbnings- og slutscene, skamrider hun en fuldfed kliché. Men for det første er der ingen filende violiner i baggrunden, for det andet er hendes 480 sider tunge kollektivroman ét langt opgør med filmdrømmen, en opvisning af små og store livsløgne, som de opbygges, næres eller punkteres i Ibsens eget land. Den frygtede elv Vi er i den norske provins. Hedebølgens forbandelse hviler over land, ferietidens åndelige afmatning har for længst sat ind, og rundt om i de små parcelhushaver har folk efterhånden grillet det, de orker at grille dén sommer. Inklusive deres egne, normannerblege legemer. Elven, den evindelige norske elv, glider dovent gennem historien som én af fortællingens hovedårer. Den elv, forældre med løsgående småbørn frygter, den elv, elskende sværmer langs, men også den elv, der aldrig bliver så frisk og fri som det åbne, uendelige hav.
