Så er der atter mord på dagsordenen for dansk tegneseries mest originale detektivpar: Lilith, der er ung, smuk og blind. Og hendes menneskelige førerhund, gadedrengen Schniff, der er yngre endnu og efterhånden nærmest bevidstløs af forelskelse i hende. Parret lærte vi at kende sidste år.
’Lille Miss Nobody’ hed den stilsikre, atmosfæremættede genreøvelse af en storbyblues, hvormed makkerparret Oscar K & R. Bregnhøi debuterede på den danske seriescene – og fluks sikrede sig sidste års Komiks.dk-pris, Kulturministeriets Illustratorpris og Børnebibliotekarernes Kulturpris. Hattrick i en kunstart, hvor priserne ellers ikke står i kø!
På sporet af en barnemorder
Med titlen ’M’ – som Fritz Langs klassiske socialgyserfilm fra 1931 – kan det ikke undre, at også Lilith og Schniff denne gang er på sporet af en barnemorder, i samme drømmeagtige miks af europæiske storbyer som sidst:
Her ligger Utrecht-bygningen og lysavisens hjørne på Rådhuspladsen, men dér ligger det parisiske Salpétrière-hospital, og Venedigs Markusplads fra sidste år er her afløst af det gamle Universitetsbibliotek i Fiolstræde.
Men især ligner det syndige leben nu Berlin i 1930’erne: Frelsens Hær er på march, og det samme er nazisterne. I natklubben Paradiset vrider Nancy med stripperkasketten – og ikke meget andet – sig til tonerne af ’Das Herz von St. Pauli’.
Trivelige kommissær Lohmann fra drabsafdelingen og hans klamme assistent Q passer bedre ind i dén stil end lommetyvenes bandefører Fagin – Oliver Twists London var nok elendighed, men endnu ikke modernitet.
Vaskeægte tegneserie
Stilen er alt i denne graphic novel noir, figurer og plot kun markeringer. Pastichen lurer på at blive parodi og befri læseren helt for følelsesengagement.
Men trods den grotesk-naivistiske streg økonomiserer Bregnhøi så smukt med lyset mellem de storøjede spøgelsesblege børn og lejekasernernes brunviolette slagskygger og under en sensationsrød himmel, at gyset bevarer en kant af alvor.
En kvindelig psykopat er ved at blive lynchoffer – jævnfør titelforbilledet – men hun kan da ikke stå bag proletarungernes forsvinden, som hverken politi eller presse interesserer sig for? Og hvorfra kommer de friske organer, som opereres ind i syge burgøjserbørn?
Lilith i Underverdenen – som et skilt på omslaget forsøgsvis døber serien – er nok storbyblues og grum grafik; men også vaskeægte tegneserie: Forts. i næste nr.!
fortsæt med at læse
