Niels Hav går til yderligheder. Hans digte kan være små knyster på bare to sætninger. Sådan her kan den første lyde: »Den lille plasticpose/ med affald/ efterladt i regnen«. Hvis man kan genkende den følelse, så er man ikke alene, for den anden sætning lyder: »Sådan har/ jeg det også«. Enkel, demokratisk poesi. Meget enkel. Men så kan de også være lange og malende. I avisen har han læst om en stenaldermand, som man opdagede i en østrigsk gletsjer i 1991, det ældste menneske, der nogensinde er fundet. Hav fantaserer om mandens liv og fortæller om hans lig, hvordan det blev hakket frit og fløjet ind til civilisationen og verdenspressen.
»Sådan døde han«. I den enkle sætning, digtet slutter med, kommer det til live. Engang døde en stenaldermand. Nu kommer den ny død, blitzlysene, sensationen, museet. Ulejligheden værd Digtene i bogen pendler frem og tilbage mellem de to metoder, den korte aforistiske og den lange fortællende. Sidstnævnte fører til et smukt mindedigt om Dan Turèll, som fejrer den afdødes fantasi i stedet for hans manerer.
