Det er en ren og ublandet fornøjelse at høre Vibeke Hastrup læse op af Astrid Lindgrens ’Alle vi børn i Bulderby’. Hun gør det som en veloplagt, medsmilende storesøster. På den måde fortyndes Bulderbybyens antikverede landlighed, samtidig med at den stjerneøjede legeglæde bliver bevaret. Når teksten tillige er den nye oversættelse af Kina Bodenhoff, som lægger vægt på Astrid Lindgrens mundtlighed, er det tid til at tænde julelysene. »Jeg hedder Lisa. Jeg er en pige, det kan man for resten høre på navnet«. Efter sådan en indledning fortsætter den smålandske krønike med daglange lege, med roerensning, killinger, hemmelige skovjordbærsteder og slutter ved kapitel 10, ’Vi sover på høloftet’, der tidligere hed ’Vi sover ude i laden’. Fin sans for rytme Lisa er syv år og snusfornuftig. Hendes undren og nysgerrighed er historiens puls. For selv om der leves et enkelt, virksomt liv i Bulderby, er der mange ting, som sætter tanker i gang. Især undrer Lisa sig over drengene. Lasse og Bosse og Ole. De sørger til gengæld for, at Nordgården, Sydgården og Mellemgården ikke falder hen i nostalgisk tornerosesøvn. Der er intet ondt i Bulderby. Kun godhjertet drilleri. Det er ikke den nemmeste tekst at læse op. Vibeke Hastrup undgår det sødladne med en energisk, frisk stemmeføring, hvor der ikke ageres for meget. Hun har en fin sans for rytmen hos Astrid Lindgren, der altid mente, hvad hun skrev.
Bulderby bliver læst op af storesøster
Lyt til artiklen
