0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Smuk roman skildrer nedtællingen af et liv

Ordene dirrer på siderne i Maja Lucas’ kortroman om forvandling fra kvinde til patient.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Arkivfoto. Niels Christensen
Foto: Arkivfoto. Niels Christensen

Maja Lucas' kortroman skildrer tre faser i et sygdomsforløb, fra hospice til død.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Katrine fylder 59 år, da hun sender invitationer ud til sin fødselsdag umiddelbart efter, at hun har fået diagnosticeret en kræftsvulst i hjernen. Hun underskriver invitationerne Mor, selv om hun ret beset kun er biologisk mor til to i familien. De andre er sted-, sviger- og børnebørn.

Morrollen, er det så den sidste, der er tilbage, når man er dømt dødssyg kvinde? Næppe, den sidste hedder patient, og den rolle ligner et lille barns. Maja Lucas registrerer aspekter af et livs nedtælling i sin korte beretning ’Katrines hånd’.

Roman, kan man kalde den, men Maja Lucas sætter aldrig genrebetegnelser på sine udgivelser – det gælder også kortprosadebuten ’Jegfortællinger’ (2007) og de prosalyriske stykker ’Min far kan lide fugle’ (2008), den sidste centreret om et skilsmissebarns oplevelser.

Nu tager hun igen fat i et stort eksistentielt drama, på sin egen lavmælte facon og i sin stramt tøjlede prosa, der aldrig udsiger for meget, men lader de få præcise ord stå og dirre på siderne.

Det samlende symbol er Katrines hånd. Nu er Katrine én, der skal holdes i hånden, helt konkret støttes for at gå, hun skal mades og passes, og hun siger selv:

»Er det ikke underligt at skulle passe mig, som om jeg var et barn?«

Fremstillingen viser, hvordan rollerne er byttet om. Sarah noterer sig: »Min far havde lovet ikke at forlade hende, selv om hun tabte al håret, men allerede da, havde hun skiftet kategori fra kvinde til patient«. At skifte kategori er at tabe en del af sig selv, det viser den lille roman til fulde.

For Katrine taber efterhånden sin personlighed, hun går fra person til rolle. Og behandlingen med binyrebarkhormon gør hende en tid psykotisk.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce