Selv kunne han kun med besvær læse eller skrive, men han blev ophavsmand til et af verdens mest indflydelsesrige skrifter. Han var stærkt erotisk bevægelig og fik talrige koner i alle aldre, men indførte også påbuddet om tilsløring. Han begyndte som faderløst adoptivbarn og gedehyrde og endte som religionsstifter og militær erobrer.
Interessant menneske, den Muhammed! Eller Muhammad, sådan staves han her.
Når vi nu ikke må se, hvordan manden så ud, er det ikke nogen ringe erstatning at læse om, hvordan han blev til den, han blev. Dét har forfatteren Kader Abdolah så muliggjort. Som 31-årig flygtede han i 1985 fra Iran og skriver sine romaner på hollandsk – på dansk er udkommet ’Kileskriften’ og ’Huset ved moskeen’.
Den moderat islamiske Abdolah kritiserede sidste år retsforfølgelsen af den islamfjendtlige hollandske politiker Geert Wilders – fordi »selv ikke tusind ayatollaher havde været i stand til at udbrede kendskabet til islam i Holland så meget som Geert Wilders«!
Helgenskildring
’Udsendingen’ ligner en biografi – eller ligefrem hagiografi, en helgenskildring – men er også en roman. Skønt den »er baseret på historiske kendsgerninger, kan det hele læses i henhold til litteraturens love«, skriver Abdolah efter at have tilegnet fortællingen to historiske personer: Zayd ibn Haritha og Zayd ibn Thabit.
Begge levede i Muhammads nærhed, den første som hans adoptivsøn og den anden som hans skriver. Kader Abdolah fletter her de to sammen til én person: romanens fortæller.
Grebet med at lade skriveren – manden der har ført Koranen i pennen, efterhånden som profeten fik sine sura’er åbenbaret af Allah – være romanens fortæller, er gevaldig behændigt.
For at skildre sin velgørers liv må Zayd skildre det førislamiske Mekka omkring år 600 med slaveejerne, storkøbmændene og jøderne i toppen af et ’magthierarki’, hvor kvinderne er bunden, lavere end slaverne, slavinderne og gederne.
Før og efter åbenbaringerne
Sit tidsbillede supplerer Zayd med beretninger fra alle dem, der omgav Muhammad, både før og efter åbenbaringerne. Zayds kilder – altså Abdolah – lægger ikke skjul på Muhammads politiske mål med den ny tro:
De blomstrende nabolande – Byzanz, Jerusalem, Teheran – havde hver én gud, én profet og én hellig bog, mens ’sandkassen’ i ørkenen sakker bagud med mængden af diffuse trosretninger og afgudsbilleder samlet i Kaba’en.
Da Muhammad dør, og hans fire venner og disciple efter tur bliver de første kaliffer, er det slut med nabolandenes forspring, ja, med fleres selvstændighed.
Da har vi fulgt udviklingen fra gedehyrde over handelsmand til enegænger og grubler i bjergene – og efter Allahs ’kald’ og åbenbaringer atter tilbage som missionær, moderniseringspolitiker, folke- og hærfører.
Vi har været med i landflygtigheden i Medina og fået skildret kupægteskabet med Mekka-modstanderens datter – som hun selv oplevede det.
Også barnebruden Aisha kommer glad til orde her – men unægtelig nogle år efter brylluppet med den midaldrende profet, der med hende gjorde sin bedste ven og efterfølger, Abu Bakr, til sin svigerfar.
Forkynder ikke religion
’Udsendingen’ viser os livet omkring en verdensreligions tilblivelse, men den forkynder ikke religionen.
Sura’erne citeres med deres poetiske, ofte irrationelle billedsprog, ikke som facitliste for liv og død, men som de åbenbaringer, den udmattede Muhammad har hørt i sine ensomme stunder, ja, undertiden næsten epileptiske anfald. De står for hans regning, og selv de nærmeste fatter ikke altid, hvad de betyder.
Vi er fjernt fra en kritisk – endsige giftig – vestlig oplysningsvirksomhed omkring profeten, men lige så fjernt fra forkyndelsen.
Subtilt nok kan fortælleren Zayd bevare sin fulde loyalitet og alligevel – via sine vidner – på anden og tredje hånd skildre os et menneske med lige så mange svagheder som styrke. Den distance gør det muligt at undgå at tage stilling for eller imod det springende punkt: Troen selv.
Også derfor er denne enkle fortælling – med 91 korte kapitler i et sprog, som også store skoleelever sagtens kan læse – en velkommen roman i et land, hvor det, ligesom i Mekka for 1400 år siden, er god politik at basere sine holdninger på lige dele uvidenhed og angst.
fortsæt med at læse
