Efter mere end 160 år med faste priser på bøger er de danske bogpriser gået amok. Konkurrencen er så benhård, at tidens bestsellere bliver solgt med rabatter på 30 til 40 procent, og der er ingen tegn på, at priskrigen stopper. Tværtimod. Udsættes for et enomrt prispres Gyldendals Bogklub forsøger lige nu at hverve medlemmer ved at sælge Dan Browns nye roman ’Det forsvundne tegn’ for kun 69 kroner inklusive forsendelse. Med den pris koster det bogklubben omkring 100 kroner, hver gang klubben sælger en bog til et nyt medlem. »Jeg håber ikke, bøgerne bliver billigere, men jeg kan også se, hvad der sker ude i verden. Bøgerne er udsat for et enormt prispres. Vi ved af erfaring, at det er næsten umuligt at få presset prisen op igen, når den først har været langt nede. Det giver nogle store udfordringer«, siger Anette Wad, adm. direktør i landets næststørste forlagskoncern Lindhardt & Ringhof. Overlevelse på fremtidens bogmarked Kampen om at sælge de bedste og mest populære bøger er samtidig kampen om, hvem der skal overleve på fremtidens bogmarked. Det er på denne baggrund, forlag, forfattere og flere boghandlere i dag mødes til den årlige bogmesse i Forum. Især landets boghandlere og bogklubber er hårdt presset på omsætningen, men heller ikke forlagene har det let. Anette Wad forudser, at den øgede priskonkurrence kan gøre det svært for de mellemstore forlag, mens ’krigen’ formentlig vil skabe rum for flere små forlag, der specialiserer sig og kan manøvrere hurtigt. Netop i denne bogsæson står nogle af de små forlag for branchens allerstørste overskud. Dermed har liberaliseringen af det danske bogmarked for alvor revolutioneret bogbranchen. »Branchen har godt af at skulle tænke nyt og udvikle sig. Da der var monopol og faste priser, skete der meget lidt«, siger forlagschef Susanne Torpe fra forlaget Hr. Ferdinand, der bl.a. udgiver Dan Brown. Mindre kendte bøger dyrere Mens boghandlere og forlag kæmper for livet, kan forbrugerne glæde sig over billige bøger. Men helt så enkelt er det ikke. Bestsellerne tegner sig for 20 procent af bogsalget, der sælges til foræringspriser. Men for de øvrige 80 procent af bogmarkedet kan konkurrencen virke modsat. »Man kan sagtens forestille sig, at de bøger bliver dyrere, for pengene skal jo komme et sted fra«, siger Anette Wad. Forbrugeren er kongen Gyldendals adm. direktør Stig Andersen vil ikke kommentere bogklubbens hvervekampagne, men for ham er der ingen tvivl om, at det er forbrugeren, der er kongen i det nuværende bogmarked. Ligesom Anette Wad er også han bekymret for den fremtidige prisudvikling på bøger. Især når han ser på, hvad der sker i udlandet. Blandt andet forsøger netboghandlen Amazon i USA at lave næsten standardiserede, lave priser på de nye titler blandt e-bøgerne. Priser på kun 10 dollar, cirka 50 kr., skal få folk til at købe Amazons læseapparat Kindle. I Danmark er de digitale e-bøger kun omkring 20 pct. billigere end papirbøger. »Det vil være frygteligt, hvis Amazon får en magt på markedet, så de sætter en standard for prisen«, siger Stig Andersen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























