I 1940 havde den polske by Lódz– på tysk Litzmannstadt – knap 700.000 indbyggere, heraf en tredjedel af jødisk afstamning. I februar indespærrede den tyske besættelsesmagt denne befolkningsdel, i hvad der blev Polens næststørste og længst eksisterende ghetto.
Hensigten – at udnytte jødernes arbejdskraft til krigsmaskineriet under slavelignende forhold og samtidig have dem bekvemt samlet til senere udryddelse – står pinagtigt klar for eftertiden. At den accelererende udryddelse ikke var indlysende for ofrene, mens den stod på, er forståeligt: Det var fattige og uuddannede mennesker, der boede i den del af byen – heraf titlen ’De fattiga i Lódz’. Og selv høj uddannelse og international orientering vil næppe nogensinde give mennesket fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske i totalitære regimers med rationalitet besmykkede amokløb. Før det er sket. Prosaoratorium Derfor har vi brug for bøger som Steve Sem-Sandbergs dokumentbaserede montageroman ’De fattiga i Lódz’, der fra Sverige er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.
