At læse Jonas T. Bengtsson er lidt som at glo på en vaskemaskine i omdrejninger. Dybt enerverende, dybt fascinerende. Men til forskel fra virkelighedens roligt rumlende tromle, så springer lugen hos Bengtsson op ... Den anden roman er den svære, siges det. Men ikke i dagens tilfælde. Jonas T. Bengtsson modtog i 2005 debutantprisen for den ræsende rå københavnerroman ’Aminas breve’ og fortsætter med ’Submarino’ sådan set i samme spor: den empatiske realisme med de udsatte og nødstedte som hovedpersoner og normaldanskeren som bifigur. I ’Aminas breve’ tog forfatteren bolig i den unge københavnerknægt Janus, klæbede sig fast til indersiden af en skizofren paranoids hovedskal. I ’Submarino’ er fortællestemmen fordoblet, og nok så vigtigt – fordybet: Nick og hans bror deles om historien, der altså falder i to hovedkapitler med udspring i en og samme møgbunke: Moderen der slæber sig fra værtshus til værtshus for at glemme sit liv og sine sønner, der i en kort periode endda tæller en tredje skrigende baby. Andet skal ikke røbes, kun bliver det mere og mere klart, at vi er langt forbi diagnosen dysfunktionel familie – vi er i et klæbende, ildelugtende mørke af afsavn og svigt, piller og vermouth og pantsætning af møblerne det år, der var flæskesteg til jul. Ikke sært at den ene søn bliver narkoman, den anden voldsom – og voldsdømt – alkoholiker. Pusher på nethinden ’Submarino’ er med andre ord til at græde snot over fra ende til anden og som sådan dybt, dybt forudsigelig og banal i al sin gudsjammerlige elend. Men Bengtsson har sine metoder. Den første er actiondramaets lukreren på underverdenens uartige forfaldsæstetik: hårdtpumpede mandekroppe i en evig og meget blodig rivalisering om territorier, hælervarer og afbleget blondinesex. »Jeg kunne bruge en slåskamp lige nu«, som den første fortæller Nick siger. Og man forfalder til at forstå ham.
For volden er den benzin, der holder rotteræset i det vilde Nordvest i gang, de smadrede biler, slagsmålene og voldtægten det sprog, man har at kommunikere med. Og den kloge forfatter udnytter blot, at der nu engang er mere suspense i den daglige kamp for et fix end i den daglige kamp for at nå i Irma inden lukketid. Derfor flagrer rigtig mange – også irriterende mange – scener fra ’Pusher’-filmene over nethinden, og man tænker især i bogens første del, at nogen snart må splejse om en busbillet til forfatteren, så han kan komme lidt på græs. Jonas T. Bengtsson bor selv i Nordvest, hvilket mærkes på den ubønhørligt pilne akkuratesse i beskrivelserne. Der er researchet til bunds, om man så må sige. Blødsøden og til fals Men så er der Bengtssons anden og på sigt mere holdbare metode. Den, hvor han fortynder grusomheden med ømhed – ikke helt ulig Lars Noréns mere intellektuelt argumenterende og mindre detaljetro forførelsesprojekt, teatertrilogien ’Morire di Classe’. I ’Submarino’ er det en dyne, der puttes om en skrælling af en kvinde, der egentlig skulle have haft tæsk, en hjemløs der får mad, tøj og adgang til købesex af sin voldsmand, en bodegakunde der hjælper en lille dreng med lynlåsen, en junkie der kæmper for at være en anstændig dealer uden lort i heroinen og tvangsanbringelse af sønnen ...
