Erstat ordet jøde med truwa. Hitler med Gidaric. Tilsæt små og store dæmoner til fantasiens feudale landskab! Så sidder du med Josefine Ottesens serie om pigen Mira. Og den handler ikke om futmælk. Den handler om lidelse. Lidelse og pileflet. Sidste bind i trilogien hedder 'Krystalhjertet', og vi er nu nået frem til lejrene, hvor de overlevende truwaer slider for Vargasordenens riddere, til de styrter. Mira slæber sten fra morgen til aften. Hun ser, hvordan forbehold af menneskelig art forsvinder i kampen for at overleve. Det er ikke noget kønt syn, og det lammer hende. Både som menneske og som den, der skulle frelse truwaerne i nødens stund. Mira mister sin magi. Med det sidste af neglene lykkes det hende at flygte, og en tid lang gemmer hun sig hos en lettere udviklingshæmmet bjergbonde. Her begynder hun at flette vidjer. Hun lærer at blødgøre pilen, så den kan føjes sammen med andre pilegrene. Sig selv kan hun ikke blødgøre. Sådan går resten af året, mens oprøret ulmer rundt omkring i landet, og Gidarics mørke dæmoner flyver forvildede omkring. Sejren er nær. Men hvad glæde er der tilbage for truwaerne, der nu skal leve sammen med folk, som forfulgte dem - samt minderne om de frygtelige ting, der skete i lejrene? Det er de allerstørste spørgsmål, som Josefine Ottesen lægger frem. Og hun besvarer dem selv. Hun skubber sin modvillige Mira fremad på scenen for at sige, at ondskab kommer af mangel på kærlighed. Og man kan ikke få et krystalhjerte til at banke, hvor smukt det end ser ud. Mira siger også, at man ikke skal forsøge at enes om, hvad der er godt. Det er vanskeligt for forfatteren at overbevise sin hovedperson om, at der er mere glæde tilbage i livet. Hun bærer lidelsen i sin krop. Så den unge kong Athal har det svært med sine følelser, der tilsyneladende ikke bliver gengældt. Også det ordner Josefine Ottesen i en kort slutscene med englekor og kærlighedsdæmoner, der er lige så påtrængende romantisk som Emil Landgrens rødglødende forsidetegning. Det allersidste ord i bogen er 'kys'. Mira bliver taget med tang. Før Mira-bøgerne skrev Josefine Ottesen den store Kriger-serie. 'Krigeren' er en udviklingshistorie om drengebarnet, der bliver til mand. Overbevisende bliver Odd lutret og oplyst gennem kamp (og ugerninger). Det samme kan man ikke sige om pigen Mira, der lukker sig sort om sine fejl og mangler. Hun skal tillige bære på sit folks skæbne. Så de to fortællinger kan ikke umiddelbart sammenlignes. Den triumferende klarhed, som var over Krigeren, er ikke i Miras indre og ydre verden. Her er trist at være. Her kender man prisen for overlevelse. Mira-serien er et vældigt eventyr om ondskab på alle hylder. Fortalt med høj energi, storslåede scenerier og en aldrig svigtende opfindsomhed. 'Krystalhjertet' lukker historien med fornuft og format. Den stiller de spørgsmål, som ikke lader sig besvare. steffen.larsen@pol.dk