Forelskelser kan være farlige nok, men falder man for sig selv, er man måske dødsens. Det er der fortalt mange historier om, fra Ovids 'Metamorfoser' til 'En lille nisse rejste'. Bibelens billedforbud har med sagen at gøre, Koranens ligeså, og der ligger nok noget ulykke gemt i en nutidig billedverden, som helt har glemt, hvad det nu var, de gamle advarede imod. »Du må ikke have andre guder end mig«, sad der engang en beduin i et ørkentelt og lagde i munden på Vorherre, og det var næppe for at beskytte Vorherre, som nok skal klare sig, men for at advare menneskenes børn mod sig selv, mod billederne, spejlingerne, projektionerne - og mod selvforelskelsen. Men vi vil nødig beskyttes.
Intet helbreder sjælen bedre end sanserne
Oscar Wilde skrev lidt før 1900 sin roman 'Billedet af Dorian Gray'. En grusom, morsom og moderne udkomponering af billedets og billedforbudets tema.
En slags 'Groucho Marx møder Doktor Faustus og går på bordel med Moses og profeterne'. Eller bare: en moderne version af den græske myte om Ekko og Narkissos.
Historien hos Wilde er jo, at en skøn ung mand bliver portrætteret så forførende af en maler, at han bliver malerens idol - men også sit eget, da en veltalende dandy ved navn Lord Henry Wootton åbner hans øjne for, at »Intet helbreder sjælen bedre end sanserne, præcis som intet helbreder sanserne bedre end sjælen«. Dorian Gray overgiver sig sanseligt til sin egen skønhed.
Lordens intellektuelle farveorgie Lord Henry får enorm indflydelse på den unge mand, som han for at føje spot til skade diverterer med påstanden, at »Der findes ingen god indflydelse, hr. Gray. Al indflydelse er umoralsk - umoralsk videnskabeligt set«. »Hvorfor det?« spørger Dorian Gray og får svaret: »Fordi det at øve indflydelse er at indgyde den anden noget af sin egen sjæl. Han tænker ikke sine egne tanker, og han brænder ikke med sin egen sjæls lidenskab«. Hvilket man nok gør klogt i at tage med et gran salt, hvis ikke man vil ende som verdens ensomste menneske. Men den altid satanisk veloplagte Lord Henry (noget af en Oscar Wilde) er sprængfyldt med provokerende one-liners, som den unge mand er ved at kløjs i: »Den eneste forskel mellem en kaprice og en livslang lidenskab er, at kapricen varer lidt længere«. »Filantroper har fuldstændig mistet deres medmenneskelige fornemmelse«. Og så videre: Den unge hr. Grå kan slet ikke orientere sig i lordens intellektuelle farveorgie. Mener han alt det, han siger?
