Bruno Salvador er en god tolk.
Ikke kun fordi han taler engelsk, fransk og swahili flydende, men også en række afrikanske sprog, den hvide mand ikke kender, og selv sorte sjældent behersker. Og så er den 28-årige mulat med irsk og afrikansk blod i årene temmelig godt gift med den fire år ældre sexede sveske ved navn Penelope, der arbejder for den slags tabloidpresse, som tager sig af skandaler i overklasse og kongehus. De bor i det renoverede Battersea, proletarkvarteret, som nu er blevet penthouse-paradis for parvenuerne i Tony Blairs og New Labours Storbritannien. Jo, det går godt for Bruno, og nu bliver han også brugt af regeringen. Eller den del af den, som går under navnet Hendes Majestæts mere eller mindre hemmelige tjeneste. Og just som Bruno i smoking skal til fest for hustruen, som har skrevet (og også kneppet sig?) sig til hæder og ære i avisgaden Fleet Street, bliver han frivilligt bortført til en mystisk mission. Hjertets renhed I løbet af aftenen ankommer han til en ukendt ø i Nordsøen og skal tolke ved et møde mellem forskellige interesser, som alle har en finger med i det syrlige spil om at løsrive en del af det østlige Congo. Så et eller andet kapitalistisk foretagende kan få tag i egnens rigdomme. Guld og diamanter og uranholdige metaller. Men Bruno har også sin egen hemmelighed med på øen. Han er forelsket i og sin kone utro med den congolesiske sygeplejerske, Hannah, et hjertensgodt menneske fra pinsemissionen, som endnu tror på hjertets renhed og kærlighedens almagt. Men mødet ude på øen udarter sig på andet sæt, end Bruno havde regnet med. Og da han kommer hjem og gerne vil offentliggøre nogle af de rævekager, han har oversat, er der ingen, som tror ham. Jo, den elskede Hannah og så hans elskværdige arbejdsgivere, hvis venlighed langsomt løber ud i vold og terror. Strømmen for satire skrues op her mod slutningen. Over for statsminister Blairs hykleriske England, hvor den dobbeltmoralske magtbrynde på sæt og vis er blevet værre, end dengang Jernladyen svingede sin nykonservative dametaske.
