Østafrikafarere kender den karakteristiske tingatingastil, der udmærker sig ved mange prikker, flade figurer og klare, skinnende farver. Cykellak er det vist. Hvordan denne billedskole er havnet i Tanzania og omegn er et godt spørgsmål. Den er helt ved siden af. Meget uafrikansk. Og derfor lige i øjet. Når man kigger på sin tingatingating, bliver man altid i godt humør. Den indre tingatanga Af John Kilaka har vi tidligere fået den finurlige billedbog om 'Friske fisk'. Nu kommer historien om et 'Venskab på prøve'. Den handler om rotten og elefanten og den store tørke. Og det vrimler med flodheste og giraffer iklædt prikket, skinnende tøj. Sådan går dyrene klædt i tingatingaland, indtil John Kilaka med et snuptag piller bukserne af sin elefant under en kortvarig hospitalsindlæggelse. Sikke en bagdel! Den bliver dog mindre under tørken, for elefanten får dårlig samvittighed, da han skal til at spise af det forråd, han har hugget fra rotten. Det hele er ved at ende sørgeligt, men så bliver de to umage dyr venner igen. Størst er tegningerne! John Kilaka har skabt et personligt billedsprog med afsæt i den førnævnte stil. Han udforsker himlene i sarte nuancer, nedtoner prikkeriet og putter bevægelser ind i de normalt stive figurer. Flade er de, og flade forbliver de. Det er stor skønhed med enkle midler. Til den indre tingatanga.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























